DET STORE I DET SMÅ
Permanent

En detalje, et øjeblik, en stille stund eller en tilfældighed kan ved første øjekast syne ubetydelig, men senere hen sætte et afgørende aftryk i vores bevidsthed.

Pressefoto.

Ofte er det de små ting, der gør den store forskel i tilværelsen. På udstillingen DET STORE I DET SMÅ præsenteres et værkudvalg fra museets egen samling. Værkerne spænder over ni årtier og tæller alt fra maleri, skulptur, keramiske relieffer og billedvævninger. Fælles for dem er, at det basale ophøjes til selve hovedfortællingen, hvor den mindste beretning bliver vigtig og betydningsbærende i sig selv.

Med drømmende intensitet formidles en stemning på grænsen mellem dag og nat, lys og mørke, i Berit Hjelholts (1920-2016) billedvævning Impuls fra 1987, mens man i Søren Elgaards (f. 1951) motiver vil opleve, at verden splintres i facetter, hvor kunstneren tilstræber at indfange storbyens pulserende rum. I Arne L. Hansens (1921-2009) Et midsommerdøgn på Skagen Nordstrand set mod Grenen fra 1975 skildrer kunstneren noget så elementært som døgnets fireogtyve timer gengivet på træstykker, som er blevet slebet og vasket i bølgerne og bleget af lyset ved Skagen. Malerierne Chet Baker I og II skabte Poul
Winther i perioden 1988-1991 som en hyldest til jazztrompetisten og -sangeren Chet Baker (1929-1988). I malerierne skildres den samme opstilling af genstande i henholdsvis en lys og en mørk udgave, og mødet mellem de to værker gengiver et univers af ligheder og forskelle, og hvor musikken som inspirationskilde danner udgangspunkt for maleriets kompositoriske udfoldelse.

Udstillingens værker kan betragtes som kunstnernes individuelle hyldest til dagligdagen – til observationer og iagttagelser af de fysiske rammer, som livet udfolder sig inden for, og til de mennesker, vi omgiver os med. Der er med andre ord tale om spejlinger af tilværelsen, hvor kunstnerne hver på deres måde har hæftet sig ved det store i det små.

I 2021 ville billedkunstner Emil Gregersen (1921-1993) være fyldt 100 år. I den anledning slår museet næste år dørene op til en FOKUS-udstilling med et udvalg af kunstnerens værker. Hos Gregersen eksisterer maleriet som et dynamisk rum, hvor en oplevelse udtrykkes ved hjælp af en farve, linje, form og flade, og hvor alle visuelle elementer har lige stor betydning og vægt. Som optakt til FOKUS-udstillingen i 2021 vises tre værker af kunstneren på udstillingen DET STORE I DET SMÅ.

Kilde: Vendsyssel Kunstmuseum.

Vendsyssel Kunstmuseum

P. Nørkjærs Plads 15
9800 Hjørring

Tir-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 98924133

Del

'DET STORE I DET SMÅ'

Facebook