Bacon, Freud and the London Painters
14 okt 20174 feb 2018

Lige åbnet

Anbefalet under Det skal du se! uge 41
ARoS præsenterer 90 mesterværker i et nyt samarbejde med Tate, London.

Lørdag den 14. oktober slår ARoS dørene op til særudstillingen Bacon, Freud, and the London Painters. Udstillingen præsenterer centrale værker af nogle af efterkrigstidens mest visionære og kompromisløse malere – heriblandt Francis Bacon og Lucian Freud.

– Med denne udstilling indleder ARoS et samarbejde med ét af verdens mest anerkendte museer. Det er en meget ambitiøs maleriudstilling med et enestående kvalitetsniveau og malerier, hvoraf kun enkelte tidligere har været udstillet i Danmark, siger museumsdirektør Erlend. G. Høyersten.

Foruden Francis Bacon og Lucian Freud vises værker af Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow.

Om The School of London
Den britiske kunstnergruppe The School of London opstår i årtierne efter 2. verdenskrig. Gruppens kunstneriske udgangspunkt er efterkrigstidens sønderbombede Europa, og med afsæt i temaer som angst og håbløshed portrætterer de mennesket som et skrøbeligt, desperat og nøgent individ. De skildrer deres venner, kærester og nære omgivelser i dybt personlige og påtrængende malerier, og denne måde at afbillede mennesket på står i skarp kontrast til det klassiske kropsideal, der blev dyrket i diktatoriske regimer i 1930’erne og 40’erne.

Lucian Freud, Girl With A White Dog, Oil paint on canvas. Tate: Purchased 1952 © The Lucian Freud Archive / Bridgeman Images

– De psykologiske portrætter af forvredne og deforme kroppe er med til at skabe et helt nyt syn på mennesket. At have fokus på kød, nøgenhed og flydende konturlinjer var et helt nyt sprog i billedkunsten, hvor drifterne og sindets dybeste kringelkroge overtog pladsen efter propagandaens kampberedte antikke legeme, siger museumsinspektør Pernille Taagaard Dinesen, ARoS.

Francis Bacon (1909-1992)
Francis Bacon, som blev født i Irland og var bosat i London fra ca. 1930 frem til sin død, regnes for én af det 20. århundredes mest betydningsfulde britiske malere. Hans efterkrigsbilleder er ikoniske og sigende for datidens kulturelle pessimisme. Bacon dyrkede eksistentialismen og lod gerne sine motiver befolke af deforme figurer. Bacon var optaget af menneskekroppen og dens kødelighed, og hans kropsanalyser blev skelsættende for det moderne figurative maleri.

Lucian Freud (1922-2011)
Lucian Freud – barnebarn af den legendariske psykoanalytiker Sigmund Freud – blev født i Berlin, men flyttede i 1932 til London med sin familie for at undvige nazismen. Hans billeder er ofte portrætter, men ikke i traditionel forstand, da de ofte udtrykker indadvendthed og afstand til beskueren. Freud fremstiller sine figurer i intimiderende kropsstillinger, hvor man med skæve synsvinkler har udsyn til blottede køn, hængende bryster og synlige blodårer.

Michael Andrews (1928-1995)
Michael Andrews blev født i Norwich. Han studerede malerkunst under William Coldstream på Slade School of Art fra 1949 til 1953. Andrews arbejdede med en eksistentialistisk form for realisme i sine værker, hvor han undersøgte den menneskelige naturs gåder og menneskets stilling i verden ved at studere forholdene mellem individer og mellem menneske og natur.

Frank Auerbach (f. 1931)
Auerbach er født i Berlin. Hans tidlige værker satte fokus på den menneskelige figur og byggetomterne i den engelske hovedstad, der var mærket af krigen. I 1956 havde han sin første soloudstilling på Beaux Arts Gallery i London. Han blev hurtigt kendt for sin pastose farvepåføring. Blandt hans motiver er modeller, der besøger hans atelier samt gaderne og den græsklædte bakke i Camden Town, hvor han har boet og arbejdet siden 1954.

David Bomberg (1890-1957)
David Bomberg blev født i Birmingham. I begyndelsen af sin karriere eksperimenterede han med mange forskellige avantgardebevægelser. Efter 1. verdenskrig bevægede han sig væk fra den vitalitet, der havde præget hans tidligere geometriske form til fordel for et blidere og mere organisk udtryk. Efter 2. verdenskrig underviste han på Borough Polytechnic fra 1946 til 1953. Blandt hans elever var Frank Auerbach og Leon Kossoff.

William Coldstream (1908-1987)
Coldstream blev født i Northumberland i England. Efter at have arbejdet som officiel krigskunstner (Official War Artist) under 2. verdenskrig underviste han på Camberwell School of Arts og derefter på Slade School of Art fra 1949, indtil han gik på pension i 1975. Coldstream var uhyre indflydelsesrig og inviterede kunstnere som Frank Auerbach, Lucian Freud og sine tidligere elever Michael Andrews og Euan Uglow til at komme og undervise. Fra 1952 kom den nøgne figur til at udgøre hans vigtigste motiv.

R.B. Kitaj (1932-2007)
R.B. Kitaj blev født i Cleveland. Efter gymnasiet sejlede Kitaj vidt omkring som sømand på et handelsskib for senere at melde sig til hæren. Indimellem sine militære pligter studerede han malerkunst på Cooper Union og Academy of Fine Art i Wien, før han flyttede til England for at følge undervisningen på Ruskin School i Oxford og Royal College of Art i London. Hans første udstilling blev afholdt på Marlborough Fine Art i 1963.

Leon Kossoff (f. 1926)
Leon Kossoff er født i London. Hans tidlige studier blev afbrudt af en periode som værnepligtig, som han aftjente uden for England i Royal Fusiliers-regimentet. Efter hjemkomsten til London studerede Kossoff på Saint Martin’s School of Art (hvor han og Auerbach blev nære venner), på Borough Polytechnic og på Royal College of Art. Han havde sin første udstilling på Beaux Arts Gallery i London i 1957.

Paula Rego (f.1935)
Paula Rego er født i Lissabon. Hendes værker er præget af monumentale menneskeskikkelser, der væver motiver fra historisk kunst og litteratur sammen med hendes egne barndomsminder. Blandingen af fortælling, fantasi og virkelighed spillede en central rolle i Regos praksis og for hendes måde at skildre virkeligheden, således som det har været tilfældet gennem hele hendes kunstneriske løbebane. Rego bor og arbejder i London.

Euan Uglow (1932-2000)
Euan Uglow blev født i London. Han studerede under William Coldstream på Camberwell School of Arts and Crafts og senere på Slade School of Art. Coldstreams indflydelse på Uglow var betydelig og kom især til udtryk i hans måde at iagttage og opmåle en figur på. Han udstillede hyppigt livet igennem, og hans værker blev vist på to store retrospektive udstillinger på Whitechapel Gallery i London i 1974 og 1989.

Kilde: ARoS Aarhus Kunstmuseum

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Aros Allé 2
8000 Aarhus C

Tir-søn 10-17, ons 10-22

Entré på udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 87306600

Del

'Bacon, Freud and the London Painters'

Facebook