Hempel Glasmuseum

Hempel Glasmuseum. Foto: Marcus Sies

Hempel Glasmuseum byder på moderne glaskunst og Nordens største samling af historiske glas i naturskønne Odsherred. Siden 1988 har museet hvert år uddelt Hempels Glaspris til en glaskunstner, der tager glasset nye steder hen. Museets faste samling består derfor af værker af nogle af de mest markante, danske glaskunstnere i nyere tid. I 2023 modtog Anett Biliczki Hempels Glaspris og hun har traditionen tro kvitteret med årets særudstilling. ”TILL – fra rå kaos til skrøbelig skønhed” af Anett Biliczki kan opleves fra 27.04-20.10 2024.

Kombiner dit besøg på museet med en gåtur museumsparkens bakkede istidslandskab og nyd frokost i caféen med storslået udsigt til Isefjord. I museumsbutikken finder du er stort udvalg af unik glaskunst, design og kunsthåndværk. I parken og i museets overdækkede atriumgård findes bronzeskulpturer af billedhuggeren Viggo Jarl, der bl.a. har udført monumentale værker til Marmorkirken i København.

Hempel Glasmuseum er grundlagt af skibsfarvefabrikant J.C. Hempel. Hempel var en succesrig forretningsmand med stor passion for glaskunst. Museets særlige arkitektur og mange finurlige detaljer er en oplevelse i sig selv, hvor Hempels kærlighed til havet og skibe afspejles i bygningen, der har form som et skib, der ligger klar til at stævne ud mod Isefjorden.

Det var Hempels drøm, at stedet skulle blive et kulturhus, der kunne danne rammerne for kunstudstillinger, kulturelle aktiviteter og skabe liv i Odsherred. De visioner arbejder museet fortsat for at indfri bl.a. med et spækket kulturprogram igennem sæsonen med musik, litteratur, performances og debatter

Kilde: Hempel Glasmuseum

Hempel Glasmuseum

Annebjerg Stræde 2, 4500 Nykøbing Sjælland

Kontakt

+455991380

Maj, sept og okt: tirsdag – søndag 10 – 16
Juni, juli og aug: tirsdag - søndag 10 – 17

Mandag lukket (undtaget pinsemandag og mandag i efterårsferien)

Del

'Hempel Glasmuseum'

Facebook