Tan Ping & Bjørn Nørgaard
9 sep 201721 jan 2018

Horsens Kunstmuseum har igennem de sidste to år arbejdet med en dialogudstilling mellem den kinesiske kunstner Tan Ping og den danske billedhugger Bjørn Nørgaard.

Bjørn Nørgaard har igennem de sidste 14 år i længere perioder arbejdet i Kina på lokale værksteder. Et forhold der naturligvis har haft indflydelse på hans kunstneriske virke. Sidst Bjørn Nørgaard var udstillingsaktuel på Horsens Kunstmuseum var i 2010 med udstillingen Recycling Art. I Horsens Kunstmuseums samling ses en lang række værker af Bjørn Nørgaard, og museet har derfor set det som en naturlig udvikling nu at præsentere Bjørn Nørgaard sammen med hans gode kollega og samtalepartner Tan Ping.

Tan Ping er primært maler og grafiker, mens Bjørn Nørgaard arbejder som billedhugger. Der er således ikke tale om et slægtskab som sådan, men netop om dialog om kunstneriske spørgsmål. På Horsens Kunstmuseum finder vi denne dialog væsentlig at præsentere, og derfor agerer museet platform for et møde mellem de to verdener. Dialogudstillingen mellem de to kunstnere fylder størstedelen af museets udstillingskvadratmeter og indeholder en vekselvirkning mellem installation, skulptur, maleri og grafik.

I forbindelse med udstillingen publicerer museet et katalog, der præsenterer de to kunstnere og den aktuelle udstilling.

Biografier:
Tan Ping (f. 1960) er uddannet på CAFA (Central Academy of Fine Arts i Beijing) i 1984 og studerede fra 1989-1994 på DAAD (Master of Arts and Degree of ’Meisterschule’, Free Art Department i Berlin). Tan Ping er vicepræsident på National Academy of Art og bor og arbejder i Beijing. I forbindelse med udstillingen har museet besøgt Tan Ping i hans atelier, hvor også værkudvalget til udstillingen er blevet foretaget. På udstillingen præsenterer Tan Ping en række malerier, grafisk arbejde og et stedsspecifikt vægmaleri, som han skaber direkte på en af udstillingssalenes vægge.

Bjørn Nørgaard: Fremmede! Gå ikke inden for gitteret og muren, som omgiver templet. Den der pågribes, vil kun have sig selv at takke for den død, der følger, 2012. Træ, Gips, Marmor, Glas, Kobber mm. Foto: Stine Heger

Bjørn Nørgaard (f. 1947) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og fungerede som professor på kunstakademiet i årene 1985-1994. I sin kunstneriske praksis har Bjørn Nørgaard arbejdet med happenings, installation og skulptur. Han har skabt Gobelinerne til Riddersalen på Christiansborg Slot, og han er også kunstneren bag det fremtidige gravmæle til Dronning Margrethe og Prins Henrik i Roskilde Domkirke. På udstillingen præsenterer Bjørn Nørgaard en række skulpturer og installationer skabt inden for de sidste fem år.

Udstillingen er støttet af:
Udstillingen er skabt i samarbejde med Det Danske Kulturcenter i Beijing og er støttet af Familien Hede Nielsens Fond, L.F. Foghts Fond, Det Obelske Familiefond, Løvbjergfonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Insero Horsens og SC Van Fonden.

Kilde: Horsens Kunstmuseum

Horsens Kunstmuseum

Carolinelundsvej 2
8700 Horsens

Tir-søn 11-16
Man-søn jun-aug 10-16

Entré
Under 18 år: gratis entré
Over 18 år: 50 kr

Kontakt

+45 76292370

Tan Ping & Bjørn Nørgaard
9 sep 201721 jan 2018

Del

'Tan Ping & Bjørn Nørgaard'

Facebook