Philipsens Briller – Stablede Kanter
3 sep 20201 nov 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 36

100 år efter kunstneren Th. Philipsens død har kunstnergruppen Stablede Kanter fulgt i hans fodspor til øen Saltholm for at forfølge hans måde at se og skildre verden på.

Peter Stuhr: Ko på Horisonten, 2020. Installation på palle, blandede materialer, Foto: Anders Sune Berg

Da kunstneren Th. Philipsen for 100 år siden døde i en alder af 80 år, var det med en status som en af dansk billedkunsts fornyere. Han var i 1880’erne og 90’erne en samtidskunstner som med inspiration fra franske forbilleder skabte en ny dansk impressionisme – og derved et nyt blik på specielt den danske natur. I dag i 2020 har kunstnergruppen Stablede kanter forsøgt, at gøre ham kunsten efter.

7 samtidskunstnere har ladet sig inspirere af Philipsens virke og i bogstaveligste forstand forsøgt at gå i hans fodspor. En tur til Øresundsøen Saltholm danner klangbunden for en udstilling, hvor gruppen har lavet nye værker med udgangspunkt i Phillipsens liv og værk.

Mangfoldige blikke gennem Philipsens briller
Titlen Philipsens briller refererer til Th. Philipsens rent faktiske briller som kan ses i en montre på Kastrupgårdsamlingen. I slutningen af sit liv led Philipsen af øjensygdommen Grøn Stær og måtte i 1917 opgive maleriet pga. synet. Han endte med at blive helt blind.

De 7 kunstnere har samlet Philipsens motiver og tankegods op og forsøgt at give et bud på, hvordan man ser igennem Philipsens briller i dag – og der gives mange bud. Som eksempel kan nævnes Espen Brandt-Møller, som har genskabt Philipsens elskede køer i jern, eller Nina Maria Kleivan som i sit værk ”PTSD” spekulerer i om Philipsens deltagelse i krigen 1864 har ført til hans eftersigende iltre temperament og behov for at arbejde isoleret på Saltholm. Gay Christensen behandler indtryk fra Saltholm i ekspressive træsnit og Svend Danielsen beskæftiger sig med koens hale som detalje i installatoriske skulpturer. Alle kunstnere bidrager med værker som stikker i mange retninger hvad angår medier og teknikker, men med det fælles udgangspunkt i Philipsen som den røde tråd.

Udstillingens kunstnere
Marlene Hartmann (f. 1974), Nina Maria Kleivan (f.1960), Gay Christensen (f.1950), Svend Danielsen (f. 1955), T.S. Høgh (f.1957), Espen Brandt-Møller (f. 1969), Peter Stuhr (f. 1951) samt som gæst: fotograf Steen Møller Ramussen.

Kilde: Kastrupgårdsamlingen

Kastrupgårdsamlingen

Kastrupvej 399
2770 Kastrup

Tir-søn 14-17, ons 14-20

Gratis entré

Kontakt

+45 32515180

Del

'Philipsens Briller - Stablede Kanter'

Facebook