Sigurður Guðjónsson: Lightroom
18 jan 202213 mar 2022

Pressefoto: Regelbau 411

Den 18. januar 2022 åbner Regelbau 411 udstillingen LIGHTROOM med den islandske kunstner Sigurður Guðjónsson. Udstillingen præsenterer en rejse ind i teknologiens kerne og en undersøgelse af dens relikvier.

Gennem syv videoinstallationer reflekterer Guðjónsson over apparater og maskiner, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling og efterhånden henstår som erindringer fra vores kollektive fortid.

I værkerne går tiden langsomt. Sagte og rungende billeder afslører bevægelser og forandringer i teknologiens indre processer og synliggør en ellers uset sekvens af rytmer, spejlinger og mønstre. På tærsklen mellem genkendelige mekaniske aktiviteter og abstrakte billeder fokuserer Guðjónssons værker på elektroniske komponenter, der løsrives fra hverdagslivet og træder frem i et nyt og poetisk lys.

I Regelbau 411’s bunkere genoplives disse aktiviteter, blottet for deres oprindelige funktioner og værdi. I processen forskydes vores vante opfattelser af fortidens genstande og objekterne omdannes fra almindelige hverdagsobjekter til mystiske artefakter, der rummer usete kræfter med påmindelser om svundne tider.

Vi opfatter ofte den teknologiske udvikling som en proces, der truer med at bryde vores forbindelser til fortiden. Med udgangspunkt i moderne teknologi – digital video og lyd – skaber udstillingen sammenfletninger mellem fortid og nutid og bringer nyt liv til fortidens ruiner.

Kilde: Regelbau 411

Regelbau 411

Hovedvejen 1
Oddesund Nord
7790 Thyholm

Alle dage 10-16
April: Alle dage 10-17

Gratis entré

Kontakt

+45 29 27 64 97

Sigurður Guðjónsson: Lightroom
18 jan 202213 mar 2022

Del

'Sigurður Guðjónsson: Lightroom'

Facebook