Selvspejlinger I

10 feb 201813 maj 2018

Hvordan kan kunsten inddrage betragteren på direkte måder? Hvordan kan vi spejle os selv i kunsten? Og hvordan kan kunsten spejle den tid, vi lever i? Det er blot nogle af de spørgsmål, som udstillingsprojektet Selvspejlinger rejser. Projektet rejser desuden spørgsmål om, hvad der sker med oplevelsen af et kunstværk, når det indsættes i nye sammenhænge, hvordan en udstilling kan fungere som proces – og hvordan vores gen-spejling i kunsten kan åbne for nye dimensioner, som vi ikke så før. Som den første af to deludstillinger sætter Selvspejlinger I således på flere niveauer fokus på fænomenet selvspejlinger, på selviscenesættelse, selvoplevelse og selvfremstilling – forhold, som forstærkes af de rumlige greb i udstillingssalen.

Det første man møder, når man bevæger sig ind i udstillingen, er i bogstaveligste forstand et billede af sig selv. For allerede i indgangspartiet kan museets gæster få taget et portrætfoto i Nina Saunders’ og Ernesto Spinellis Existential Photo Booth for umiddelbart efter at se det projiceret op ved siden af en ’blending’ af alle de foregående gæsters portrætter. På den måde udfoldes det helt essentielle og for vores samtid så centrale forhold mellem det individuelle og det universelle på en involverende og umiddelbar måde.

I Olafur Eliassons Surroundings Surrounded i modsatte ende af udstillingen bevæger betragteren sig gennem en mørk korridor. Her mødes man af en horisontlinie, der består af blinkende lys, og som på grund af spejleffekter synes at fortsætte i det uendelige. Gæsten bringes her i en diffus situation, hvor hun kun glimtvis er tilstede. De to store installationer, som så at sige rammesætter udstillingen, fokuserer således på spejlingens flygtighed og vores skrøbelige position i verden.

I udstillingen har man bl.a. også mulighed for at passere gennem en korridor med et udvalg af Michael Kviums Fools, der konfronterer os med vores eget indre fjols. Man kan spejle sig i Nicolai Howalts portrætter af unge boksere forud for og umiddelbart efter deres forløsende første kamp og Jeppe Heins Stillhet, hvis neonbogstaver suger beskueren ind i en dobbeltspejling, som skærper bevidstheden om vores væren-tilstede her og nu. Dertil kommer Claus Carstensens dekonstruerede Paria-selvfremstillinger, Søren Dahlgaards dejportrætter, hvor de portrætteredes ansigter er skjulte, og Peter Frimands spejlsfære, der synes at suge både det omgivende rum og beskueren ind.

Disse værker suppleres af værker fra museets egen samling samt en række ældre, indlånte portrætter fra Ribe Kunstmuseum. Portrætterne kan opleves samlet på en stor væg, der skærer sig gennem rummet. I væggen er der indsat to tomme rammer, som publikum bevidst kan vælge at træde ind i for momentant at blive en del af præsentationen – flankeret af en selfie-stang. Dermed retter udstillingen også en indirekte kommentar til selfie-kulturens forevigelse af et uendeligt antal flygtige nu’er, hvor kunsten i stigende grad bruges som kulisse til at sætte individet i scene.

Esbjerg Kunstmuseum har gennem mange år eksperimenteret med udstillingen som medium og har tradition for at afprøve forskellige præsentationsformer ved kontinuerligt at fremsætte nye, visuelle argumenter. Med Selvspejlinger I og II fortsætter vi disse undersøgelser ved at arbejde med udstillingen som en dynamisk, processuel størrelse, der potentielt kan justeres og genfortolkes i det uendelige, så nye betydninger og sammenhænge bringes i spil. Selvspejlinger II, hvor udvalgte værker fra Selvspejlinger I indgår i en ny kontekst, ferniseres den 8. juni 2018.

Kilde: Esbjerg Kunstmuseum