Peter Carlsen: Mennesker i malerier og skulptur
25 sep 201615 jan 2017

Peter Carlsen udstiller sit møde med verden gennem 42 år.

93 værker fra Peter Carlsens hånd kan ses i den retrospektive portrætudstilling Mennesker i maleri og skulptur på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fra den 25. september til 31. december.

Både kendte danskere, private bekendtskaber, børn og sågar kæledyr har siddet model for kunstneren gennem de seneste 42 år. Udstillingen rummer en enorm bredde i Peter Carlsens arbejde med portrætgenren, hvor hans særlige evne til at indfange og udtrykke sider af menneskers karakter træder tydeligt frem i vellignende malerier og karikerede skulpturer.

Peter Carlsen begyndte allerede at male som 11-årig, og selv om det ifølge ham selv slet ikke lå i kortene – og ej heller kunne ses i de tidlige børnetegninger – at en lang kunstnerisk karriere var under opsejling, så har interessen og lysten til at tegne og male hængt ved lige siden, at han åbnede sin første malerkasse med oliefarver.

I udstillingen indgår portrætter helt tilbage fra kunstnerens unge, søgende år i 70’erne og helt frem til i dag, hvor han er kendt som den etablerede maler, der på humoristisk og satirisk vis kan male sider af dansk identitet og selvforståelse såvel som de officielle portrætter af bl.a. borgmestre, statsmænd og virksomhedsledere.

Nyt portræt afsløres
”Jeg er glad for at få mulighed for at lave en vidtspændende portrætudstilling. Selvfølgelig er der forskel på at male et hurtigt billede af en gammel veninde og at male et repræsentativt portræt af en af samfundets spidser. Men dybest set er der ingen forskel, det er jo mennesker det hele. Det hele handler om dem, jeg har mødt. Mit møde med verden gennem 42 år,” siger Peter Carlsen.

“Vi er utrolig glade for den nye særudstilling, hvor vores gæster får muligheden for at se spændvidden i Peter Carlsens arbejde med portrætkunsten. Peter Carlsen viser, at portrætgenren har utallige ansigter og mange lag at gå på opdagelse i,” siger Mette Skougaard, direktør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

I forbindelse med åbningen af særudstillingen afsløres også et helt nyt, officielt portræt, som Peter Carlsen har malet af professor Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet.

Maleriet er bestilt af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og bliver en del af museets samling, der også omfatter Peter Carlsens portræt af forhenværende statsminister Anker Jørgensen, samtidsskildringen Danmark 2009 og bataljemaleriet Libyen 2011.

Peter Carlsen: Anker Jørgensen, 1996. © Peter Carlsen
Peter Carlsen: Anker Jørgensen, 1996. © Peter Carlsen

Den visuelle helhed
Portrættet af forhenværende statsminister Anker Jørgensen fra 1996 var Carlsens første officielle portræt. Det viser Anker Jørgensen i skjorteærmer, gestikulerende, fanget lige midt i en sætning.

“Billedet lever i kraft af Anker Jørgensens levende attitude og et farvevalg, der understreger det dynamiske. Det var vigtigt at få hænderne med. Hænderne var en stor del af hans udtrykskraft, ” siger Peter Carlsen, der udover det velkendte, officielle portræt af Anker Jørgensen også malede et andet portræt af Anker Jørgensen, som nu kan ses i særudstillingen.

Det vigtigste for Peter Carlsen er, at de idéer han har planlagt i et billede fungerer visuelt. Når det visuelle udtryk går op i en højere helhed, er Peter Carlsen tilfreds.

”Det er ofte, at de visuelle virkemidler i billeder optræder indlysende visuelt for mig, og først bagefter kan jeg se, at de også peger på noget andet. Det er jo det kunstneriske arbejde. Man tænker sig ikke først frem til, at billedet skal se sådan ud fordi sådan og sådan. Det er omvendt. Det er indlysende, hvordan det visuelt skal se ud, men der er en masse symbolik, man ikke har været opmærksom på i arbejdsprocessen, som bliver tydelig bagefter,” siger Peter Carlsen.

Det sociale selvportræt
Udstillingen viser også en lang række værker fra Den personlige portrætserie, der består af malerier af mennesker, der betyder noget særligt for Peter Carlsen:

”Det er mennesker, jeg har mødt, og som har en særlig betydning for mig. Der er intet fællestræk i personerne. Men for mig er serien et slags socialt selvportræt”.

Netop det at bruge sig selv i kunsten er Peter Carlsen aldrig bleg for. Faktisk er han sin egen foretrukne model, og han vil kunne genkendes i mange malerier, der bl.a. viser menneskelige følelser fra let genkendelige hverdagssituationer.

”Selvironi og humor er vigtig for mig. Jeg har prøvet at pille den ud af mit arbejde, men det bliver for kedeligt. Jeg kan ikke tage den ud af mig selv. Jeg har overgivet mig til, at det er en del af min drivkraft,” siger Peter Carlsen.

Om Peter Carlsen
Født i 1955 i Holbæk, kunstner med atelier i Valby. Er især kendt for sine malerier, og arbejder også med skulptur og grafik.

Student (Stenhus Kostskole), 1974

Det Kgl. Danske Kunstakademi 1977-83 under Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Hein Heinsen

Kilde: Det Nationalhistoriske Museum

Frederiksborg - Nationalhistorisk Museum

Frederiksborg Slot
3400 Hillerød

Hverdage: 10 - 15
Weekender: 10 - 17

Kontakt

+45 48260439

Peter Carlsen: Mennesker i malerier og skulptur
25 sep 201615 jan 2017

Del

'Peter Carlsen: Mennesker i malerier og skulptur'

Facebook