Lige til stregen. En satirisk jordomrejse
14 okt 201817 mar 2019

Vejle Kunstmuseum slår dørene op til en helt ny særudstilling med satiretegninger fra hele verden. Kom og oplev, hvordan satiretegnere netop nu tager fat i tabuer og provokerer med deres pen kloden rundt. Satiretegning er en væsentlig del af vores kultur. Over hele verden kommenterer og provokerer satiren. Satiretegninger kan, som al god kunst, skabe forandring, fordi billederne får os til at reflektere, og de skubber til vores ideer om den verden, vi kender.

Rodrigo Xavier Bonilla Zapata: KEYS to understand Trump. Pressefoto

Meget mere end Mohammed
Udstillingen introducerer fire aktuelle temaer: ‘Magtens ansigt’, med eksempel i karikaturer af USA’s præsident Donald Trump; ‘De udsatte’, med fokus på strømmen af bådflygtninge til EU; ‘#MeToo’ der satiriserer over den globale kampagne mod seksuelle overgreb på kvinder; og ‘Lige til stregen?’ der diskuterer hvordan og hvornår, en tegning går over stregen.

Udstillingen viser mange forskellige aspekter af satiretegning, som er en meget aktiv visuel kultur og kunstform i det meste af verden. Billedets magtfulde evne til at vække stærke følelser og forargelse opleves måske især i sidstnævnte tema, hvor historier om tegnere, der er blevet forfulgt og retsforfulgt for deres tegninger foldes ud. Og nej. Mohammed-tegningerne er ikke en del af udstillingen. Der er mange andre ufortalte historier om tegninger, der har vakt røre, om overgreb, og om tegnere, der har kæmpet for deres ret til at ytre sig. Nogle af de historier foldes ud i udstillingen.

Museumschef Ove Sørensen uddyber: “Religiøs satire er ikke et emne i denne udstilling. Mange andre har behandlet det emne de senere år, så vi holder i stedet fokus på fire temaer, som spejler nogle af de emner, der i dag optager satiretegnere verden over. Den religiøse satire har taget meget fokus, specielt her i landet, men der er så meget andet fantastisk satire i hele verden. Derfor kan denne udstilling ses en hyldest til al den satire, der også fortjener at blive set og hørt.”

Danske og internationale tegnere
Henover sommeren har Vejle Kunstmuseum modtaget op mod 500 tegninger fra mere end 60 satiretegnere fra hele verden, indenfor udstillingens fire temaer. De inviterede tegnere er teknisk og kunstnerisk betragtet blandt verdens bedste. Udstillingen byder blandt andet på kendte danske tegnere som Lars Refn og Bob Katzenelson. Mød også kendte tegnere som Informations Mia Mottelson, Arne Sørensen, der i en menneskealder har tegnet til Vejle Amts Folkeblad og Roald Als, kendt fra Politiken.

International satirisk tegnekunst bliver også rigt repræsenteret på udstilingen. Der kan opleves værker af sydafrikanske Zapiro, som regnes blandt de 10 bedste satiretegnere i verden, og gjorde jorden hed for daværende præsident Zuma, der måtte trække sig fra posten i februar i år. Cristina Sampaio fra Portugal har vundet mange priser for sine tegninger, og mexicanske Cintia Bolios streg er sprælsk og utæmmelig.

Kilde: Vejle Kunstmuseum

Vejle Kunstmuseum

Flegborg 16-18
7100 Vejle

Tirs-søn 11-17

Gratis entré

Kontakt

+45 76813100

Lige til stregen. En satirisk jordomrejse
14 okt 201817 mar 2019

Del

'Lige til stregen. En satirisk jordomrejse'

Facebook