Landscape

15 mar 202417 maj 2024

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Udstillingen Landscape på galleri Alice Folker præsenterer en række samtidskunstnere, der hver især formidler landskabet gennem en bred vifte af medier såsom maleri, fotografi, keramik og collage. Værkerne repræsenterer tilsammen en mangfoldig flerstemmighed, om end der alligevel mærkes en rød tråd. Det er denne røde tråd jeg i den følgende tekst vil præsentere som mit bud på, hvorfor netop landskabet synes at være genopstået som et centralt kunstnerisk tema.

Samtidskunsten er i dag præget af kunstnere der i høj grad har noget på hjerte. Dette kommer til udtryk i værker, hvor vi som beskuere mærker den intime relation mellem kunstner, materiale, form og budskab. Der er især to præsente spørgsmål, som mange kunsthistoriske forskere undersøger i disse år; dels hvorledes kunstnerrollen ændrer sig i det 21. århundrede, dels hvordan samtidskunstens værker opleves af publikum som værende særligt følelsesfulde eller affektive. Det er i sidstnævnte kategori at min egen forskning oftest finder sted. Den engelske forsker Dr. Caterina Albano skriver i sin artikel ”Art at the edge of emotion: Living in a state of anxiety” fra 2017 rammende om samtidskunstnerens rolle:

”Artists decode and interrogate dominant cultural climate. Their artworks act as an irritant to established interpretations and the affects that dominate them.”

I landskabets kontekst kan rollen som udfordrer af gældende normer og fortolkninger, eller sten i skoen på kulturelle forestillinger, meget vel komme til udtryk som de værker udstillingen her præsenterer. Her er landskabet ikke præsenteret som en gengivelse, forherligelse eller dokumentarisk handling. Snarere er det en tanke eller en ide om et landskab, som noget indre – en følelse, der kommer til udtryk i værkerne. Kunstnerne viser sig, som John Berger skrev så elegant, ikke som ’skabere’ men ’modtagere’, der evner at formgive det de modtager.

År 2024 er skrevet med k: klima, krig og krise. Landskaber er under hastig forandring. Det politiske landskab, det geografiske landskab, det teknologiske landskab, det indre landskab og det landskab der præsenterer sig uden for vores dør, hvor insekter dør og stigende vandmasser oversvømmer vores kældre.

Det følelsesfulde landskab er karakteriseret ved sin sælsomme tilstedeværelse og insisteren på vores interaktion med det. Det forundrer, overrasker og begejstrer. Det inviterer os til at ’se langsomt’ i Michael Findlays ånd, eller genopdage den langsomme hermeneutiske læsning af kunsten, som Nietzsche, Heidegger og Wittgenstein alle advokerede for. Jeg vil opfordre alle der besøger udstillingen til at give sig selv tid og tilladelse til at betragte de værker som instinktivt fremkalder en reaktion. Det er heri potentialet for den følelsesfulde kunstoplevelse ligger, og herigennem vi som beskueren kan låse op for nye erkendelser i os selv. Erkendelser som er sanselige og emotionelle såvel som kognitive. Udstillingen ’Landscape’ inviterer os til at spejle vores indre landskab i en lille myre, en skrøbelig balance eller stirrende øjne.

Hvis landskabet er en tanke, en ide om noget, kan det opstå som et lille indre frø med potentialet til at vokse, spire, slå rødder og brede sig. Ikke blot hos kunstneren, men i særdeleshed også hos beskueren – hvis vi giver det lov.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.