Katja Bjørn: Involved
9 mar 201919 maj 2019

Horsens Kunstmuseum præsenterer lørdag den 9. marts kl. 14.00 videoinstallationen Involved. Katja Bjørn har til udstillingen forvandlet et helt gallerirum til én stor mørklagt skulpturel videoinstallation. Værket fremviser en gruppe nøgne mennesker, der flytter rundt på skulpturelle genstande, der glimtvis oplyses af lommelygter, hvori deres bevægelser fremhæves. Involved sætter fokus på det skønheds- og værdimæssige i at involvere sig og bevæge sig; både symbolsk i livet men også på et basalt kropsligt plan.

Pressefoto.
Pressefoto.

Katja Bjørns kunst har gennem det sidste årti omhandlet mennesket, og gennem videokunsten som medie fremviser hun fortællinger om mennesket, der både fremstår eksistentielt og vedkommende på tværs af samfund og kultur. Katja Bjørns værker befinder sig i et krydsfelt mellem krop, natur og kultur, hvori det fundamentalt kropslige og genstandsmæssige hverdagslige kommer til udtryk gennem alt fra virtuelle billeder til en skulpturel materialitet.

Som medier skaber videoinstallationen og skulpturen en udtryksfuld platform for at præsentere kroppen på måder, der kan være med til at udfordre stereotype og forskønnede opfattelser af specielt kvindekroppen. Katja Bjørn løsriver kroppen fra sin traditionelle normative ramme, og lader den udfolde sig helt tæt på i al sin nøgne vildskab, ligefremhed og uundvigelige menneskelighed.

Videoinstallationen fremhæver bevægelse og involvering; det at flytte på sig eller på noget, også selvom det måske ikke har noget bestemt formål, så har det rene fokus på bevægelsen en helt speciel værdi, der er værd at betragte som beskuer. Livet er bevægelse; ikke en rejse fra A til B, men en kontinuerlig tolkning af vores væren og den måde vi er til på, både i hverdagens evindelige skub og ryk og i livets natur som en stor bevægelse.

Titlen på værket Involved henviser til det at involvere sig, at engagere sig i livets kontinuerlige bevægelse. Bevægelse har til formål at rykke os frem i livet, både i bogstavelig fysisk og kropslig forstand, men også på et idémæssigt plan, hvori engagement og involveren i ens tilværelses fremgang er med til at skabe værdi for det at være menneske.

Invovled fremhæver denne ‘involveren-sig’ eller ‘flytten-på-sig’ og dens iboende skønhed og særegne æstetik ved selve det at flytte på sig eller på nogen eller på noget, uanset om det har et formål eller ej. Vi fornemmer altså både det værdimæssige ved engagementet, som afdækker bevægelsens kropslige fundering, men også det hverdagslige skub og livets natur som består i at vi som mennesker skal bevæge os, hvad enten det er fremad eller bagud i livet. Bevægelsen viser sig kun for os som erfaringsmæssige øjeblikke, når vi af og til bliver bevidste om vores handlinger og vores involveren i livet.

Kilde: Horsens Kunstmuseum

Horsens Kunstmuseum

Carolinelundsvej 2
8700 Horsens

Tir-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 76292370

Katja Bjørn: Involved
9 mar 201919 maj 2019

Del

'Katja Bjørn: Involved'

Facebook