Jonas Erboe og Morten Underbjerg: Again and again and again and again and again and again
16 aug 202428 sep 2024

Pressefoto.

“Igen! Igen! Igen!” som små børn i karrusel søger mennesket det euforiske og finder sociale samlingspunkter og traditioner for at opnå eskapisme, underholdning og det ekstraordinære. Gentagelsen behandles på forskellig vis i Jonas Erboes og Morten Underbjergs værker i deres første fælles duo-udstilling på Formation Gallery. De to kunstnere har arbejdet side om side med hver deres individuelle praksis under deres uddannelse på kunstakademiet i Bergen og efter deres afgang og hjemvenden til Danmark i sommer mødes deres værker på ny i gallerirummet.

Som en farvet lyskæde hænger Morten Underbjergs malerier som pærer på række og indbyder til nærmere opdagelse i et væld af ekstatiske farver. Denne farverige umiddelbarhed åbner sig op ved nærmere eftersyn, hvor bunden afslører maleriets mange lag af maling, der drypper, løber og røber om et underliggende strålende hav af liv. Herunder, flygtigt og afhængigt af lys og skygger, træder motiver frem, tegnet og ”embossed” med massiv akryl. Her møder man klovnens smil, der titter kækt frem, hoppeborgens bugnende former, karrusellens maskineri og folkedansere, der drejer rundt og rundt og rundt igen.

Med inspiration fra 1500- og 1600-tallets Bacchanal-malerier – der med udgangspunkt i guden Bacchus skildrede et hedonistisk, ekstatisk og overdådigt scenarie – drager Underbjerg paralleller til samtidens kulturelle samlingspunkter og praksisser, hvor ekstasen opstår og euforien får frit løb. Forlystelsesparker, som eksempel på dette, er ligesom Bacchanal-malerierne situeret i en miljø, hvor haven er en naturlig komponent og er samtidigt klart afgrænset fra sine omgivelser, fra den ordinære verden. Dette figurerer som flyvende krummelurer og ornamenter fra dekonstruerede hegn i Underbjergs malerier, hvor også naturens rolle får lov at fylde i form af struttende blomster. Inden for hegnene hersker sociale koder og en indforståethed om stedets formål, hvor alt er dedikeret til at slippe hæmningerne såvel som at fremprovokere grin og hvin. Her kan man råbe ”Igen, igen, igen!” og købe sig til en tur mere, til et øjebliks ophøjet oplevelse.

Jonas Erboes vaser er støbt efter den originale antikke Amforavase, som netop er den type vase, der oprindeligt blev præmieret ved antikkens atletiske begivenheder, og dernæst krammet, skubbet eller på anden vis påvirket på en måde, der afspejler kropsligheden og det performative i Erboes praksis, hvor en form for cirkulær absurditet udøves. Tidligere værker inkluderer tolv performative maratonløb, blandt andet løbet rundt og rundt igen i små cirkler indendørn i gallerirummet, som en genopførsel af myten om Herkules’ tolv udfordringer, for at opnå heltestatus og ende hos Zeus.

Popkulturelle ikoner såsom Kanye West, Brian Laudrup og Forrest Gump er blandt de karakterer og motiver, der med collage er afbilledet på vaserne. Alle har de en reference til løb, hvad end det er fra en sangtekst, dokumentation fra et af Erboes løb eller fra en mytisk historie – alle personer eller hændelser, der har opnået en særlig stjernestatus. Værkerne er dermed en nyfortolkning af en af vasens oprindelige funktioner; at overlevere historier og derved ophøje folk til heltestatus. Her undersøges de sociale og kulturelle hierarkier og strukturer som muliggør opnåelse af berømmelse, position i samfundet og episk karakter. Heraf udspringer også en forhandling om sandhed og dennes betydning. Som udledt af Søren Kierkegaard, så er sandheden blot det vi fortæller os selv og hinanden – det er marginalt hvor lidt, der skiller sandt og falsk, og hvor stor betydning det kan få i forståelsen af os selv og vores historie. For vi lader os forføre af det ekstraordinære, samler om det episke, lade det sig være mytologiske helte, popstjerner eller olympiader.

Kilde:
Formation Gallery

Formation Gallery

Gasværksvej 9,
1656 København V

ons-tors 12-17
fre 12-18
lør 12-15

Kontakt

40 89 42 24

Jonas Erboe og Morten Underbjerg: Again and again and again and again and again and again
16 aug 202428 sep 2024

Del

'Jonas Erboe og Morten Underbjerg: Again and again and again and again and again and again'

Facebook