Jane Maria Petersen & Tina Uhrskov: Paraparaxis
2 nov 201915 dec 2019

Fra d. 2. november kan man i Skovhuset se udstillingen Parapraxis med billedkunstnerne Jane Maria Petersen og Tina Uhrskov.

Tina Uhrskov: Figenblad, 2019 og Jane Maria Petersen: Uden titel, 2018. Pressefoto.

Titlen Parapraxis henviser til begreber som freudian slips og slips of the tongue, kendt som fejlsansninger- og ytringer. Når noget handler bag om ryggen på en, kan der opstå nye utilsigtede betydninger og associationer. Således har kunstnerne inkorporeret deres egen individuelle parapraxis i arbejdsprocessen, som en integreret del af værkernes tilblivelse.

Begge kunstnere udfolder sig i flere kunstneriske medier og materialer i vekselvirkning i deres individuelle billedsprog. Jane Maria Petersen viser værker på papir, pastelkridttegninger, gouacher og collager samt keramiske skulpturer og broderi. Værkerne har referencer til surrealisme, italiensk barok, græsk og romersk antik og arkitektur. Motiver af aliens og dyr interagerer med motiver af romerske kejsere – hybridvæsener indtager i det hele taget en central plads i hendes værker. Karakteristisk for Jane Maria Petersen er, at hun arbejder serielt med flere enkeltmotiver som hun udsætter for variationer, dvæler ved og udforsker. Jane Maria Petersen præsenterer en ny serie af exquisite corpses (også kendt som foldetegninger) inspireret af de franske og spanske surrealister. Chinese Whispers er en billedserie på papir hvor ansigter forvandler sig som en slags visuelt fabulerende vandrefortælling.

Tina Uhrskov benytter flere teknikker: serigrafi, unikatryk på lærred, tegninger, klip og collager. Uhrskovs billedunivers har motiver hentet fra botaniske opslagsværker, ægyptisk oldtid, symbolisme og hulemalerier. Sigmund Freuds arbejdsværelse og hans samling af antik kunst indgår desuden som et narrativt omdrejningspunkt i Tina Uhrskovs værker. Krop, ansigt, figenblad, dyr er blandt de konkrete motiver. I helt bogstavelig forstand arbejder Tina Uhrskov med figenblade, hun klipper og skærer i dem. Figenbladet, der i vanlig kunsthistorisk og religiøs kontekst skjuler kønnet, bliver her til en slags maske, der antyder nye poetiske fortællinger. Tina Uhrskov nyfortolker figenbladet så at det giver associationer til en kultisk mumiemaske eller til en dødsmaske af Agamemnon.

Kilde: Skovhuset Kunst & Kultur

Skovhuset Kunst & Kultur

Ballerupvej 60
3500 Værløse

Ons, lør-søn og helligdage 11-17

Entré til udstillinger

Kontakt

+45 72356140

Jane Maria Petersen & Tina Uhrskov: Paraparaxis
2 nov 201915 dec 2019

Del

'Jane Maria Petersen & Tina Uhrskov: Paraparaxis'

Facebook