Ivan Andersen: Mangelfuldt vedligeholdte overflader
23 sep 202326 nov 2023

Ivan Andersen, Ai Funghi 3, 2023

Anbefalet under Det skal du se! uge 38

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Ivan Andersens udstilling Mangelfuldt vedligeholdte overflader er en undersøgelse af det planlagte og ordnede i modsætning til det tilfældige og spontant opståede.

Udstillingen tager afsæt i tiden, hvor Prinsesse Louise Augusta beboede Det Hvide Palæ (1820-43), som i dag danner ramme om Augustiana Kunsthal. Hendes sene år i palæet markerede begyndelsen på romantikken i Danmark, en periode hvor naturens skønhed var et yndet motiv for de danske guldaldermalere.

I kontrast hertil henter Ivan Andersen sine motiver i det uskønne eller uønskede. Inspireret af egne aktuelle problemer med skimmelsvamp, dyrker han æstetikken i de mønstre og strukturer, som opstår på fugtskadede mure og vægge.

Mangelfuldt vedligeholdte overflader er en udstilling, der udfordrer de klassiske forventninger til landskabsmaleriet, herunder hvilke materialer, man sædvanligvis bruger. Ivan Andersen arbejder med OSB-plader, savsmuldstapet, spartelmasse og beton, som giver associationer til et byggemarked frem for en butik for kunstnerartikler. Materialevalget er i sig selv en kommentar til kunsten som noget ophøjet og sublimt, men taler også ind i kunstnerens tilbagevendende interesse for det trivielle og hverdagsagtige. Ikke som en social kritik, men nærmere som en interesse i at gøre det “kedelige” interessant.

I sine malerier benytter Ivan Andersen stedvist små brudstykker af portrætter af prinsessen eller billeder, der i begyndelsen af 1800-tallet har hængt i palæet eller på Augustenborg Slot. Disse brudstykker optræder nu som tilbageværende fragmenter af en erindring om en anden tid.

Værkerne på udstillingen kan betragtes som en slags alternative landskabsmalerier, der med deres klassiske trærammer er forklædt som guldaldermalerier. Kamæleoner, der forsøger at matche datidens kunst og passe ind i omgivelserne og stedets herskabelige arkitektur. Forgængligheden bliver herved også et tema i udstillingen; Entropien, dvs. hvordan alt, der er ordnet med tiden bevæger sig mod uorden og imod det lavest mulige energiniveau. Konstruktioner forfalder, og alt omdannes gradvist til noget andet, end det oprindeligt var. Uden at kunne bringes tilbage til den oprindelige tilstand.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Augustiana Kunsthal & Kunstpark

Palævej 10-14, 6440 Augustenborg

Tirs-søn 12-16

Fri entré.

Kontakt

21 62 44 52

Ivan Andersen: Mangelfuldt vedligeholdte overflader
23 sep 202326 nov 2023

Del

'Ivan Andersen: Mangelfuldt vedligeholdte overflader'

Facebook