Gruppeudstilling: I Only Have Eyes For You
3 dec 202225 jan 2023

Peter Holst Henckel: Eyes-berg, detalje, 2022.

Pengene som altseende guddommelighed, naturen der stirrer på vores destruktive adfærd, eller betragter os, søvnen, det undvigende blik, øjnene der ser en ukendt del af virkeligheden og forførende, lokkende blikke. Seks kunstnere har bidraget til I Only Have Eyes For You, en udstilling hvor blikket, øjnene, er allestedsnærværende.

I I Only Have Eyes for You er vi omgivet af værker med øjne, der ser på os, og hvor grænserne mellem objekt og subjekt flyder sammen. Øjnene symboliserer et væld af forskellige tilstande, men fælles er, at de både ved at se tilbage på os og ved at lukkes, går i direkte dialog med med sit publikum.

Det spektakulære værk I Only Have Eyes For You af Carlos Aires er baseret på portrætter fra et væld af pengesedler fra mange forskellige lande. De forstørrede detaljer viser øjnene på historiske personer, monarker og politiske nøglefigurer. Med øjnene fra pengesedlerne, der samlet set bliver som altseende øje, peger Carlos Aires på pengene som vor tids nye guddommelighed, og som øjnene optræder i værket på porcelænstallerkner i varierende størrelse, er det som om pengenes magt gennemsyrer vores tilværelse – helt ind til middagsbordet.

Et andet overvågende blik finder vi i Jakob Hunosøes serie på 12 fotografier med den samlede titel Eyes in Trees. I birketræers stammer har Hunosøe fundet øjne, der i det diskrete kigger på os og måske overvåger os i det skjulte.

Mere konfronterende er Peter Holst Henckels Eyes-berg, som en naturens eller klimaets konfrontation med os; det smukke natursceneri med blå himmel og isbjerget i vandet består ved nærmere eftersyn af et væld af øjne.

Lukkede øjne som en overgivelse til søvnen er omdrejningspunktet i Hannah Totickis collageværker i tekstil, perler og tråd. Helt eller delvist lukkede øjne peger på vores behov for at lukke af for indtryk, overgive os til søvnen, og vælge fra, sige stop. Heller ikke Daniel Svarres figur ser, men befinder sig i et øjebliks afsondrethed, hvor øjnene er tildækkede og dermed placerer figuren i en sårbar og blottet situation.

Med tung makeup og øjenvipper er Frances Goodmans øjne broderede på silke, et enkelt øje ad gangen, og viser os præcis hvor effektfuldt lokkende øjet kan være. Det emmer af forførelse, selvom øjet fremstår helt løsrevet fra sammenhæng, uden krop og væsen – blot det enkelte øje. Med titler, der refererer til popsange, hvor kvinden specifikt og udelukkende omtales som en forfører (Dirty Diana, Jolene, m.fl.), peger Goodman på den tunge makeup og det kælne blik som en stereotyp mainstream fremlæggelse af kvinden og samtidig en måde kvinden udsmykker sig på.

I SPECTAs skilt på facaden af Peder Skrams Gade 13 optræder to øjne som en billedliggørelse af navnet; SPECTA er latin og imperativ form (bydemåde) af ordet Specto – SE! Skiltet blev lavet af den danske billedkunstner Sven Dalsgaard i 1993, da galleriet flyttede fra Århus til København og de to øjne var en slags signatur for Sven Dalsgaard.

 

Kilde: SPECTA

SPECTA

Peder Skrams Gade 13
1054 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 12-17:30
Lør 11-14 og efter aftale

Gratis entré

Kontakt

+45 33130123

Gruppeudstilling: I Only Have Eyes For You
3 dec 202225 jan 2023

Del

'Gruppeudstilling: I Only Have Eyes For You'

Facebook