Hans Hamid Rasmussen: Kasbah Walking
9 feb 201817 mar 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 6
Det er med glæde, at Martin Asbæk Gallery kan præsentere årets første soloudstilling, hvor vi fra fredag den 9. februar byder velkommen til Kasbah Walking – en indsigtsvækkende og historisk gåtur i Kasbahens gader med den norsk-algeriske kunstner Hans Hamid Rasmussen.

Hans Hamid Rasmussen har fotograferet gaderne i Algiers gamle bydel, Kasbah, i Algeriet med fokus på belysningen og strukturen af byens vægfacader. Fotografierne er blevet taget i de meget tidlige morgentimer, før solen gør sit indtog og bortvisker alle de smukke nuancer. Navnet ”kasbah” bruges generelt om det murindhegnede citadel, som findes i mange nordafrikanske byer. I Algiers kasbah findes resterne af et citadel, en gammel moské og et palads i den osmanniske stil. Muren i Kasbah forstås etymologisk som et fæstningsanlæg, der beskytter de tidligere regenters interesser. I tilfælde af krig ville muren, sammen med byens infrastruktur, være med til at sænke og afskære udefrakommende fjender. Gadernes struktur og facadernes farver ville få fjenderne til at miste orienteringen og dermed tvinge dem til at splittes i mindre grupper, hvilket ville gøre dem lettere at angribe.

På udstillingen præsenteres en række analoge fotografier med håndbroderinger. Hamid Rasmussen skærer huller i fotoet og tilføjer mindre eller større papir- eller tekstilelementer ved at sy dem ind i papiret, hvilket frembringer en form for rumlige relieffer. Det sort/ hvide fotografi kombineret med de farverige tekstiler skaber en reference til den gamle bydel i Algier og dets farvespil med lyset i arkitekturen.

Hans Hamid Rasmussen: Kasbah III, Untitled #3, 2017

Hamid Rasmussens arbejde udforsker de interkulturelle dilemmaer og muligheden for både at udtrykke det introverte og stille sprog, som han har fra sin tidlige barndom i Algeriet, så vel som det ekstroverte sprog, han har fået fra sin opvækst i Norge. Hamid Rasmussen refererer til sit kunstneriske projekt som en ’hyldest til hybriden’, hvor han i sine broderier prøver at give form til oplevelsen af brud i sproget.

Hans Hamid Rasmussen er født i 1963 i Algeriet og flyttede i en alder af 7 år med sin familie til Norge, hvor han i dag bor og arbejder. Hamid Rasmussen er uddannet på Academy of Fine Arts i Oslo 1989-1993, hvor han nu underviser som professor. Siden 2005 har han været repræsenteret af Martin AsbækGallery. Udstillingen Kasbah Walk er kunstnerens tredje solo-udstilling på galleriet. Han er i dag repræsenteret på en række internationale museer og i flere kunstsamlinger i udlandet. I 2010 blev han tildelt ARKENs rejselegat til sit arbejde med at visualisere hukommelsens forbigående karakter og bringe fornyet energi og betydning for broderi.

Kilde: Martin Asbæk Gallery

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Hans Hamid Rasmussen: Kasbah Walking
9 feb 201817 mar 2018

Del

'Hans Hamid Rasmussen: Kasbah Walking'

Facebook