Asger H. Gjerdevik. Driving Home for Christmas
27 apr 201919 jun 2019

En 30 år gammel Volve 240 går igen i ny og dekonstrueret form i udstillingen Driving Home for Christmas af den unge danske kunstner Asger Harbou Gjerdevik. I foråret 2019 præsenterer han en række nye skulpturer og malerier i en soloudstilling i Kunstforeningen Gl. Strand.

Selve idéen til udstillingen i Kunstforeningen GL STRAND kom, kort efter at han blev inviteret til at lave udstillingen. Den arvede 30 år gamle, sølvgrå Volvo 240 kunne han hverken beholde eller få sig selv til at køre til skrot, og han besluttede derfor at køre bilen fra England til Statens Værksteder for Kunst i Danmark. Her skilte han bilen ad og dekonstruerede den til dens nye tilværelse som materiale i en række nye skulpturer.

Copyright Asger Harbou Gjerdevik. Foto: Per Wessel
Copyright Asger Harbou Gjerdevik. Foto: Per Wessel

”Det er de håndgribelige ting fra bilen, der går igen i mine skulpturer. Jeg er egentlig ikke interesseret i selve motoren. Det er gearstangen, handskerummet, sædet, fronten, kølerhjelmen, et enkelt hjul. Det må gerne være sjovt og overraske – og samtidig være noget, som alle kender og kan forholde sig til,” fortæller Asger Harbou Gjerdevik.

Bevægelse er et nøgleord i Asger Harbou Gjerdeviks nye soloudstilling. Fra begyndelsen besluttede Gjerdevik, at han ville skabe en dynamisk udstilling i dialog med udstillingsrummets aflange form, hvor værkernes placering og udtryk tilskynder udstillingsgæsten til at bevæge sig gennem rummet. Skulpturerne opstilles i rummet, så hver skulptur og bilgenstand relaterer sig til bilens oprindelige funktionsmæssige kredsløb. Dertil vil en række nye malerier trække opmærksomheden på kryds og tværs af rummet. Gjerdevik har til udstillingen, der har fået titlen Asger Harbou Gjerdevik. Driving Home for Christmas, udviklet nye malerier, der fungerer som et slags musikalbum. Hvert maleri har sin egen betydning, men er samtidig beslægtet og indgår som delelement i en fælles stemning. De sammensatte maleriske kompositioner er baseret på de flimrende indtryk, som livet og især rejsen i Volvoen fra England til Danmark har efterladt hos kunstneren. Til sine stærkt collagebaserede kompositioner har Gjerdevik hentet inspiration i forbilleder som beatkunstneren Williams S. Burroughs’ cut up-teknik, italienske protorenæssancemalere som Giotto samt middelalderens kalkmalerier med deres antihierarkiske billedformer.

Gjerdevik er fascineret af, hvad der sker i mødet mellem det, vi nemt afkoder og genkender, og alt det, vi ikke umiddelbart kan se, hvad er, og som virker tilsløret og abstrakt. Til tider optræder de samme tydelige figurer i flere af hans billeder, fordi de indeholder stor symbolværdi, men som oftest afsporer Gjerdevik deres betydning ved at sammenkoble dem med nye motiver. Modstillinger og møder mellem forskelligartede materialer og motiver udvider ikke kun maleriernes rum, men sætter også udstillingens værker i bevægelse over for hinanden.

Kilde: Kunstforeningen Gl. Strand

Gammel Strand

Gammel Strand 48
1202 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
, men man kan komme ind fra gaden med elevator
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Tors 11-20
Lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Normalt: 90 kr.
Tors ml. 17-20: 50 kr.

Kontakt

+45 3336 0260

Asger H. Gjerdevik. Driving Home for Christmas
27 apr 201919 jun 2019

Del

'Asger H. Gjerdevik. Driving Home for Christmas'

Facebook