Amanda Betz: Vi er cellulose
11 aug 202323 sep 2023

Amanda Betz: Untitled, studio shot, 2023.

Anbefalet under Det skal du se! uge 32.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Formation Gallery er glade for at kunne præsentere Amanda Betzs soloudstilling Vi er Cellulose, der kredser om papiret som et materiale, der ånder og lever ligesom en menneskekrop og som står som en membran mellem os mennesker og naturen, hvorfra papiret i sin grundsubstans – cellulosen – stammer fra.

I udstillingen Vi er Cellulose dykker Amanda Betz ned i papirets materie og udfolder vores forbindelse til materialet. Helt bogstaveligt dykker hun ned i det naturlige bindemiddel – cellulose, som er træets byggesten og udgør papirets grundbestanddel.

Ved at skabe en analogi mellem træet og mennesket, vores krop/træet, bark/hud, træets rødder/vores nervebaner, peger Betz, på poetisk vis, på træet og menneskets potentiale, styrke og skrøbelighed. Vores forbindelse til papiret – træerne – bliver også et symbol på vores forbindelse til naturen og os selv, vores følelsesliv og sanser. Som papiret, der masseproduceres og bliver fremmedgjort fra sin natur og oprindelige form, kan vi som mennesker ligeledes blive fremmedgjorte, følelsesløse og ensrettede.

Med denne udstilling minder Betz os om vigtigheden af at tage et skridt tilbage fra den hektiske hverdag og træde ud i naturen. At tillade os selv at sætte vores rationelle tænkning og væren i verden på pause og turde at sanse og føle, mærke efter, høre vindens susen i træerne og mærke blodet strømme gennem vores krop.

I forbindelse med udstillingen, har Betz indgået et samarbejde med performancekunstner Nana Francisca Schottländer. Til ferniseringen vil kunstnerne forene performance og billedkunst, bevægelse og skulptur, og lade papir og krop smelte sammen, når papiret skifter form fra flydende til fast. Fra masse til krop.

Under titlen Fremkaldt af Cellulose vil de to kunstnere sammen udføre en live støbeproces i papir, hvor kroppen og papirarket fremkalder hinanden gensidigt. Papiret bemales med ren cellulose, går i opløsning, tørrer, samles om kroppen og former et aftryk, som bliver til et værk. Sammen forvandler de papiret til hud, et skjold, en hukommelse om træet og lader papirets natur tale for sig selv ved at lade det gennemgå fysiske stadier i mødet med kroppen.

Amanda Betz har altid haft papiret som sit foretrukne materiale, og med denne udstilling viser hun med både alvor og humor, hvad papir kan. Med papir-rygsøjler og nervebaner, netundertrøjer og lingeri, skaber hun forbindelse mellem det indre og det ydre. Papiret er så enkelt og dog så komplekst, tyndt og skrøbeligt, men med utallige muligheder – som en menneskekrop, om man vil…

Amanda Betz (f. 1978) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen i 2005, samt The Bartlett School of Architecture, London (2003-2004) og Ecole des Beaux Arts, Paris (1998-1999). Papiret har altid været Betz’ primære medie med et særligt fokus på eksperimenter i spændet mellem det to- og tredimensionelle, hvor det at presse, omforme og strække papirets muligheder undersøges. Betz bruger sin arkitekt-baggrund til at konstruere papiret – hun tegner i papiret med computeren og laserskæreren, som sine nærmeste redskaber, hvorefter hun former og bearbejder papiret til tredimensionelle objekter. Hendes værker er oftest i 1:1 skala, så man naturligt må forholde sig intuitivt og kropsligt til værket.

Amanda Betz har opnået både national og international anerkendelse for sin evne til at fange stor kompleksitet i et enkelt objekt, og hun er flere gange blevet præmieret for sit arbejde. Hun har tidligere udstillet på blandt andet Charlottenborg Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning, Dansk Arkitektur Center, Rundetårn, Museum for Papirkunst, Bakkehuset og Officinet. Og er senere på året aktuel i en gruppeudstilling på Kastrupgaard-samlingen, der har særligt fokus på papirudskæringer.

Performancen er støttet af Statens Kunstfond Billedkunst-udvalg.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Formation Gallery

Gasværksvej 9,
1656 København V

ons-tors 12-17
fre 12-18
lør 12-15

Kontakt

40 89 42 24

Amanda Betz: Vi er cellulose
11 aug 202323 sep 2023

Del

'Amanda Betz: Vi er cellulose'

Facebook