All all all præsenterer: Freja Gøtke og Hilma Bäckström: Time Losers
9 sep 202215 okt 2022

All all all præsenterer: Time Losers. Pressefoto.

Til All all alls åbningsudstilling bygger kunstnere Gøtke og Bäckström en totalinstallationsbar af fundne og indsamlede reflekterende materialer. Et rum inde i udstillingsrummet, der fungerer som mødested mellem publikum og kunstnere, mennesker og objekter. I baren serverer kunstnerne drinks og overdådige desserter, de orkestrerer sociale events, der inviterer offentligheden til at deltage. Baren bliver i deres værk en beholder for en undersøgelse af det sociale event, som en performativ øvelse, og som noget der vedligeholder os – både gennem de forfriskninger og de menneskelige forbindelser, som serveres og iværksættes af kunstnerne bag disken. Med Time Losers skaber Gøtke og Bäckström mærkværdige kulisser ud af træ, spejle, sølv og metal, som de iscenesætter social væren i. Her kan ting fremkomme og forsvinde; mennesker, objekter, kunstværker og situationer optræder og genoptræder i scenografien, og er med til at påvirke og aktivere den.

I løbet af udstillingsperioden inviterer duoen ind i deres sølvfarvede værested, til happenings, middage med skønne skulpturelle kager og performances, der udforsker den sociale samling som både en kunstnerisk og en fællesskabende situation. Gennem åbne events bliver kunstnerne til Time Losers, der arbejder for at sænke tempoet og blødgøre udstillingsrummets hårde rammer.

Time Losers er også en ode til det fundne objekt, til indsamlingens praksis. Som to skader samler og skaber Gøtke og Bäckström intime rum med skinnende ting, der spejler og imiterer hinanden og omgivelserne. Kunstnerne arbejder med readymades og at samle som fundament når de laver nye værker. Med objekterne bygger de sociale steder, der forhandler bevægelsen mellem det offentlige og private, det almindelige og det kunstfærdige. Deres metode er en anti-hierarkisk tilgang til objekter, der opløser kategorier som æstetisk/ikke-æstetisk, værdifuldt eller ej, og har bæredygtighed i centrum. Ved at give anerkendelse til hverdagsobjektet ønsker de, at de ikke-menneskelige ting, der omgiver os, kan have ligeværd og at vi mennesker skal skabe meningsfulde forbindelser med dem.

Som bartendere og værter til deres middage indtager tidstaberne en rolle som omsorgspersoner og vedligeholdere – de vedligeholder gæsterne og objekternes liv, og det liv der finder sted mellem alle deltagende parter.

All all all har egen indgang fra Læderstræde 15

Kilde: Gl Strand.

Kunstforeningen GL STRAND

Gl. Strand 48
1202 København K

Tir, ons, fre 11-18
Tor 11-20
Lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 16 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3336 0260

All all all præsenterer: Freja Gøtke og Hilma Bäckström: Time Losers
9 sep 202215 okt 2022

Del

'All all all præsenterer: Freja Gøtke og Hilma Bäckström: Time Losers'

Facebook