Kunst for kød
12 maj 202114 nov 2021

Asger Jorn: Påtrængende væsener, hvis Existensberettigelse bevises ved deres Existens, 1939.

I særudstillingen Kunst for kød præsenteres hele 88 værker skabt af de unge kunstnere, der senere skulle danne Cobra-bevægelsen, med Asger Jorn i spidsen.
I udstillingen tages vi med tilbage til tiden før og under 2. Verdenskrig. En tid præget af uro, frihedsberøvelse og lukkede grænser, hvilket tvang de unge kunstnere til at søge inspiration nye steder. Resultatet blev fødslen af en ny kunstretning: Den abstrakte ekspressionisme.

Slagtermesteren, der blev kunstsamler

Slagtermesteren Max Wørzner fra Vejle fik, som en af de første, øjnene op for den nye kunst. Han lod sig ikke påvirke af, at kunstnernes nye udtryk hverken faldt i god smag i de etablerede kunstkredse eller i den brede befolkning. Han havde en stor interesse for kunst, købte værker efter hvad der talte til hans hjerte, og opbyggede et nært venskab med mange af de unge kunstnere.  Han købte ofte værkerne direkte af kunstnerne – nogle gange endda inden malingen på lærredet var tørt. En del af betalingen bestod ofte af kødpakker, der var en overdådig luksus for de fattige kunstnere. Deraf udstillingens titel.

Kunstnerne, der vendte krise til nybrud

Den nye kunstretning var kendetegnet ved, at kunstnerne fandt inspiration i alt fra krigens indgriben i deres liv, myter, sagn og etniske masker, til psykoanalytikeren Sigmund Freuds tanker om ‘det underbevidste’. Resultatet blev abstrakte, farverige værker, der var skabt med stor ekspressivitet, der oftere gengav kunstnernes sindstilstand og drømme, end den virkelige verden. Mange af de unge kunstnerne blev senere en del af Cobra-bevægelsen (1948-1951), der med Asger Jorn i spidsen var fortaler for, at kunsten skulle fungere som en samlende enhed for folket efter 2. Verdenskrig. Tanker og idéer fra dengang er stadig til inspiration for kunstnere den dag i dag.

En helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie

Krigen og de mange følgende restriktioner sled hårdt på Max Wørzners nerver og frihedselskede sind, og han døde allerede i 1945. I løbet af de forholdsvis få år han købte og samlede kunst, lykkedes det dog at opbygge en af de mest interessante samlinger, der vidner om en helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie. I 1995 lykkedes det – takket være en række fonde samt private sponsorer – at erhverve Max Wørzners samling til Vejle Kunstmuseum.

Kilde: Vejle Kunstmuseum

Vejle Kunstmuseum

Flegborg 16-18
7100 Vejle

Tirs-søn 11-17

Gratis entré

Kontakt

+45 76813100

Del

'Kunst for kød'

Facebook