EUROPATI – “Det lykkelige Europa”
14 okt 201730 dec 2017

Med udstillingen sætter otte danske samtidskunstnere spot på en række forhold omkring fællesskaber og det nationale. Ideen om noget særligt europæisk og en særlig europæisk identitet udfordres i deres optik af tingenes aktuelle tilstand. De otte kunstnere bidrager alle med nyskabte værker til udstillingen, der ligeledes rummer arbejder skabt i fællesskab samt et Niebuhrsk rum med gruppens arkivalier.

Udstillingen åbnes lørdag den 14. oktober 2017 kl. 13 på KunstCentret Silkeborg Bad af Jasmine Søgaard, bestyrelsesmedlem i DEO – Demokrati i Europa Oplysningsforbundet. Alle er velkomne.

Med reference til Niebuhrs udforskende rejse i 1700-tallets Arabien, vender en gruppe danske kunstnere i nutiden blikket indad mod forestillingen om et særligt europæisk fællesskab. Deres udforskning har til formål at sætte vores egne forestillinger og fordomme om Europa i perspektiv i en række forskellige kunstneriske medier. Et omvendt blik på vores egen verdensdel er nødvendigt i en tid med store forandringer og kan øge bevidstheden om fælles identitet og mere luftige forestillinger herom. Europæiske identiteter er i opbrud og svære at aflæse i øjeblikkets historiske flugtlinjer. Kunstnerne er optagede af såvel den kulturelle identitetsdannelse som af historiske skillelinjer, grænser, traditioner og stereotyper.

Mange værker refererer direkte til en fælles tre uger lang rejse til Athen i oktober 2016. Athen står som et reelt og metaforisk brændpunkt for Europa, både i historisk og mytologisk forstand som ”demokratiets vugge”, og som en samtidig prisme for økonomisk krise, nationalismens ideologiske tilbagekomst og Europas usikre svar på den humanitære krise og flygtningesituationen i de mellemøstlige naboområder.

Pernelle Maegaard: Europæiske tilstande

Det er en omfattede udstilling, hvor udtryksformerne spænder fra maleri, grafik, installation til fotografiske serier og video. I udstillingen medvirker kunstnere, som også tidligere har udstillet sammen og udviklet værker i fællesskab og dialog.

Kunstnerne er: Bodil Brems, Henriette Camilla Hansen, Jeanette Land Schou, Karen Gabel Madsen, Nanna Gro Henningsen, Nina Maria Kleivan, Pernelle Maegaard og Vicky Steptoe.

Særarrangementer 
Den 22. oktober kl. 15.00: Urpremiere på liveopførelsen af sangcyklussen A European Afternoon i installationen, med operasanger Christine Schøtt. Libretto af Nanna Gro Henningsen og musik af Jacob Draminsky.

Den 25. oktober kl. 19 holder Associated Professor Steen Nepper Larsen, DPU, foredrag om Europa.

Den 9. december kl. 13 er der mulighed for at møde alle udstillingens kunstnere, ved et offentligt arrangement, hvor de fortæller om deres værker på udstillingen.

Kilde: KunstCentret Silkeborg Bad

KunstCentret Silkeborg Bad

Gjessøvej 40
8600 Silkeborg

Marts:
Tirs-fre 11-16
Lør-søn 11-17

April:
Tirs-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 86816329

Del

'EUROPATI – "Det lykkelige Europa"'

Facebook