Udenfor Curriculum
29 apr 20163 okt 2016

Billedkunstner Henrik Plenge Jakobsen har hentet sjældent sete værker frem fra museets magasiner og skabt særophængningen Udenfor Curriculum. De udvalgte værker kan opleves i en af SMK’s udstillingshaller, omgivet af den efterladte scenografi fra den forrige udstilling.

Midt i udstillingshallen står den store labyrintiske installation An Architecture Composed of the Paintings of Richard Powers and Francis Picabia, som er skabt af Mike Kelley og Paul McCarthy i 1997. Værket har ikke været udstillet siden 1998, men nu kan det igen opleves på SMK – helt frem til efterårsferien 2016. Foruden det enorme labyrintiske værk kan du opleve andre værker skabt af de to radikale kunstnere samt to værker af Francis Picabia.

Erotik og psykedeliske science fiction-landskaber
Værket An Architecture Composed of the Paintings of Richard Powers and Francis Picabia er bygget op som en konstruktion af enorme lærreder – billboard-store gentagelser af den amerikanske illustrator Richard Powers’ psykedeliske science fiction-landskaber.

Mike Kelley & Paul McCarthy: An Architecture Composed of the Paintings of Richard Powers and Francis Picabia, 1997. Pressefoto: Statens Museum for Kunst.
Mike Kelley & Paul McCarthy: An Architecture Composed of the Paintings of Richard Powers and Francis Picabia, 1997. Pressefoto: Statens Museum for Kunst.

Labyrintens to indre rum viser gigantiske kopier af den franske avantgarde-kunstner Francis Picabias billeder. I det ene rum står du omgivet af halvnøgne kvindefigurer, malet efter erotiske pin-up-billeder fra 1940’erne og ’50’erne. I labyrintens andet indre rum er du omgivet af kopier af nogle af Picabias modernistiske malerier, der i de store formater også bliver mærkeligt kitschet.

SMK²
“SMK Fridays – TOTAL INSTITUTION” og Udenfor Curriculum er en del af SMK’s arrangementsrække SMK², hvor museet over de kommende år inviterer kunstnere, forfattere, studerende og mange andre typer af samarbejdspartnere til at forstyrre museets dagligdag ved at gribe ind i landets største kunstsamling – på deres egen måde. Henrik Plenge Jakobsen er den første kunstner i rækken til at ruske op i museet.

Kilde: Statens Museum for Kunst.

Udenfor Curriculum
29 apr 20163 okt 2016
Kurator

Del

'Udenfor Curriculum'

Facebook