Through The Fence: Gruppeudstilling
28 jul 202331 aug 2023

Through The Fence, installation shot

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Gå på opdagelse i techno-fabeldyr, pasteller, pixels og hyper-kommercialiserede landskaber i gruppeudstillingen Through The Fence. Her forvandles galleriet til et farveeksplosivt og atmosfærisk rum, hvor både det konceptuelle og æstetiske sammensmeltes gennem en samling af kunstværker skabt af fem internationale kunstnere. Den danske billedkunstner Luca Bjørnsten er kuratoren af udstillingen og bidrager også med egne værker.

Traditionen tro serverer galleriet hvidvin & alkoholfrie drikkevarer.

Through The Fence kortlægger samtidens affektive landskab i abstrakte og figurative scener. I disse landskaber og scener eksisterer en allestedsværende magtesløshed, der forplanter sig som et eksistentielt og æstetisk tidsbillede gennem udstillingen. Som en generation, der er vokset op i slutningen af 80’erne og 90’erne, artikulerer kunstnerne tidsåndens summen, sitren og længsel – en poetisk og kontrasterende synergi af afmagt og optimisme. På tværs af medier, materialer og teknikker, forenes kunstnernes universer som en velkomponeret popsang: samtidsrelevans, nostalgi og catchy toner.

Fælles for kunstnerne er deres grafiske udtryk, leg med farver og iscenesættelse af kontemporære fænomener og fornemmelser. Kunstnerne agerer dermed repræsentanter for en bredere tendens inden for samtidskunsten, der undersøger forholdet mellem det digitale og det analoge, mellem det naturlige og det kommercielle og mellem længsel og magtesløshed.

Through The Fence formår derfor at skabe et vindue til alternative virkeligheder, repræsentationer og perceptioner vedr. samtidens kompleksiteter – dog med et humoristisk og æstetisk appellerende blik.
KUNSTNERNE

Dana Slijboom (f. 1984), hollandsk-canadisk, arbejder særligt med arketypiske billedfremstillinger og kække grafiske elementer – alt sammen indhyllet i et Microsoft Paint, 90’er nostalgisk pastoralt univers.

I en tid, hvor billeder oversvømmer vores visuelle kultur, tilbyder Slijbooms malerier en tankevækkende udforskning af de indbyggede modsætninger og kompleksiteter i vores billedbaserede samtid.

Slijbooms værker leger med velkendte motiver fra det domesticerede landskab – ofte i et stiliseret og grafisk udtryk. Hendes skabelsesproces starter altid med en digital skitse, som vækkes til live på lærredet via oliefarver. Denne proces skaber en antidualistisk tilgang mellem det digitale og det analoge, som understreges gennem Slijbooms nærmest usynlige penselstrøg.

På den måde konfronteres beskueren med repræsentationens transgressive natur og afslører brudflader i vores billedmættede samfund. Hendes bevidste sløring af grænsen mellem det virkelige og det abstrakte tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå billeder former vores forståelse af verden.

Slijiboom arbejder og bor i Toronto og har en BFA fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Hun har medvirket i en række udstillingerne så som Not Your Garden, Zalucky Contemporary, Toronto, ON (2022); BOOM DOOM ROOM, The Plumb, Toronto, ON (2021); Twenty-Four, Bricks Gallery, København, DK (2020); Romance, Erin Stump Projects, Toronto, ON (2019) og Ranch Dressing, Towards, Toronto, ON (2018).

Hendes værker er medtaget i flere kataloger, herunder Caniche Vol. 4 udgivet af Revista Caniche, Mexico City, Nut Volume 2, udgivet af BookArt, Montreal og Confetti Generation udgivet af Polly’s Picture Show, Amsterdam.
Derudover findes Slijibooms værker også i en række samlinger hos TD Canada Trust, Scotiabank, Royal Bank of Canada samt flere private samlinger.

Juan De La Rica (f. 1979) er en spansk billedkunstner, hvis idiom består af flade og frodige farver, geometriske komponenter og rene linjer. I sin kunstneriske praksis udforsker han alt lige fra costumbrismo; portrætmalerier; mytologiske og religiøse scener. Dog tilføjer De La Rica altid disse scener en særlig ironi og humor og inviterer beskueren ind i et univers, som leger med vores perception.

Kunstneren hylder ”det overfladiske”, der med værkernes ikonografiske udtryk leder tankerne hen på 1920’ernes sofistikerede og ornamenterede art déco plakater. Her er det nemlig motivet og dets æstetiske potentiale, som interesserer De La Rica. Derfor bliver relationen mellem værk, kunstner og beskuer essentielt: en relation som inviterer til æstetisk sensibilitet, åbenhed og introspektion.

De La Rica bor og arbejder i Bilbao og har en BFA fra University of the Basque Country i Spanien. Han har bl.a. været en del af udstillingerne Brilliant New Faces, Allouche Gallery, Los Angeles, US (2023); Birds of a Feather, Marian Cramer Projects, Amsterdam, NL (2022); Mine Eyes Dazzle, Sobering Galerie, Paris, FR (2022) og Paper, Beers London, London, UK (2022).

Luca Bjørnsten (f. 1986) er en dansk billedkunstner, som præsenterer beskueren for et pastoralt og farverigt pastelunivers. Et univers der bryder med traditionelle landskabsmalerier for i stedet at udstille samtidens hyper-kommercialiserede virkelighed. Her blandes motiver af velkendte virksomhedsgiganter sammen med hvide stakithegn, polkaprikker og blomster. Idyllen er stadig til stede på overfladen, hvorfor Bjørnstens værker rummer en særlig kærlighedserklæring til den æstetiske værdi i arkitektoniske og skulpturelle objekter og motiver, som nu er blevet en del af vores moderne landskab. Bjørnstens værker fremstår derfor både drømmende og humoristiske, men også skrøbelige – for hvornår krakelerer den polerede overflade og afslører de knap så pastel omsluttede realiteter?

På den måde afslører Bjørnstens værker kompleksiteterne i vores kontemporære tidsånd og samtidskultur: en sammensmeltning af æstetik og hverdag; af kunst og liv; af natur og kultur.

Kunstnerens metodiske tilgang bidrager til repræsentationen af disse kompleksiteter. Ved at begrænse sin farvepalette til eksempelvis otte farver, ledes tankerne hen på de begrænsede farveskemaer, der findes i ældre computerspilkonsoller, som kunstneren er vokset op med. Temporaliteten opløses og et dragende æstetisk rum skabes. Et rum fyldt med længselsfuld nostalgi og gruende fremtidsrefleksioner i et sart pastellandskab.

Bjørnsten bor og arbejder i København, og har en BFA fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Derudover har han medvirket en række kunstmesser og solo- og gruppeudstillinger bl.a. Art Central, Hong Kong, JPS Gallery, CN (2023); UVNT Art Fair, Gärna Gallery, ES (2023); MEETING POINT, Gallerie Slika, FR (2023); Days of our lives, albert contemporary, Odense, DK (2022); CAT, Specta, København, DK (2022); Enter Art Fair, Bricks Gallery, Købehavn, DK (2021); Landscape, Bricks Gallery, København, DK (2021); Grand, albert contemporary, Odense, DK (2021); Staying Alive, Berntson Bhattacharjee Gallery, Malmø, SE (2021); The Show Must Go On, Bricks Gallery, København, DK (2020). Plastasia, Bricks Gallery, Købehavn, DK (2019)

Paul Riedmüller (f. 1989) er en østrigsk kunstner, hvis værker eksisterer i krydsfeltet mellem det digitale og det analoge og mellem natur og kultur. Hans idiom består af klare farver og toner, glimtende gradienter og insisterende kontraster – i et kunstnerisk univers, hvor grænsen mellem det naturlige og digitale landskab udviskes.

Reproduktion og rekreation agerer vigtige komponenter i kunstnerens skabelsesproces, hvor velkendte billedmotiver, symboler og teksturer forenes via airbrushet akryl og glat oliefarve. Lag på lag smelter sammen, når han omhyggeligt kombinerer sine egne billeder med fundet materiale og delvist skjuler dem under vildsprøjtende sprøjtemaling eller blide belægninger af lak, fernis og skabeloner. På den måde formår Riedmüller at skabe et piktoralt mangfoldigt univers, hvor beskueren inviteres til at udforske værkernes talrige medie- og billedkoder, samt at reflektere over de dybere betydningslag under overfladen. En overflade hvor de mange referentielle elementer og æstetiske kontrasterende udtryk nærmest skaber en surrealistisk synergi, som udfordrer vores traditionelle forståelse af kunst. Riedmüller inkarnerer dermed samtidskunstens grænseudviskende og tværmediale væsen, samt dens nedbrydning af traditionelle kunstpraksisser.

Riedmueller bor og arbejder i Wien og er uddannet ved University of Applied Arts Vienna i maleri og animationsfilm. Han har nyligt udstillet ved KOENIG2 by_robbygreif, Wien, AT (2023); Tronies, Christine König Galerie, Wien, AT (2022); Outward Appearance, Boutique Romana, Wien, AT (2022); Off Image, Mauve, Wien, AT (2022).

Troy Emery (f. 1981) er en australsk kunstner, der primært arbejder med tekstiler i sin skulpturelle praksis og udforsker diskursen omkring vores forhold til den naturlige verden. Gennem sine figurative former og motiver udforsker han grænserne mellem billedkunst, museer, naturhistorie, håndværk og hjemlige spatiale dimensioner, hvorfor hans værker transcenderer vores vanlige kategoriseringssystemer og -opfattelser om kunst.

Ét centralt tema i Emerys kunstneriske praksis er både den personlige og kollektive angst vedr. naturen – særligt samtidens udviskede grænser mellem natur og kultur. Dyreformen er protagonisten i kunstnerens farverige og campy univers, og agerer repræsentant for ”det andet” – en outsider i menneskeriget.
Hans værker fungerer derfor både som dekorative og blikfangende skulpturer, men også som symboler på økologisk ødelæggelse og fremmedgørelse. Denne dualitet understreger den skrøbelige balance mellem menneskets eksistens og det naturlige miljø, som vi beboer.

Materialitet er ligeledes en del af Emerys omfangsrige undersøgelsesområde, som manifesteres og udforskes via brugen af masseproducerede dekorative håndværkskomponenter, som de tilslørede taxidermiske dyreformer iklædes. Denne tilgang bryder med konventionerne inden for den traditionelle figurative skulptur tradition: i stedet kaster kunstneren lys over samfundsrelevante problematikker gennem et mere kontemporært forankret formsprog.

Emery bor og arbejder i Melbourne, og har siden sin afsluttede kandidatgrad i billedkunst ved University of Sydney, udstillet i både i Australien og internationalt. Nylige udstillinger inkluderer: Melbourne Now, National Gallery of Victoria, Melbourne, AUS (2023); Pride, ANZ Centre Gallery, Melbourne, AUS (2023); Inside/Out,Night galleries, Newcastle Art Gallery, Newcastle, UK (2023); What will happen when the sun dies, Stockroom, Kyenton, AUS (2023); It’s not just blue, Craft Victoria, Melbourne, AUS (2022); QUEER: Stories from the NGV Collection, National Gallery of Victoria, Melbourne, AUS (2022); NGV’s SELECT at Melbourne Design Week, Melbourne Design Fair, Melbourne, AUS (2022); Virtue & Virtuosity, Cement Fondu gallery, Sydney, AUS (2022); The Victorian Craft Awards, Craft Victoria, Melbourne, AUS (2022); Myth making Kate Rohde & Troy Emery, Horsham Regional Art Gallery, Horsham, UK (2022); Figures in the landscape, Hamilton Gallery, Hamilton, NZL (2022); A grand display, Bundaberg Regional Galleries, Bundaberg, AUS (2022).

Hans værker har tiltrukket opmærksomhed fra både private samlere og offentlige institutioner. Bemærkelsesværdige samlinger, der huser Emerys værker, inkluderer National Gallery of Victoria, Artbank, City of Townsville, Goulburn Regional Art Gallery, Deakin University Art Museum, Deloitte Australia, Macquarie University Art Gallery og Maitland Regional Art Gallery.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Albert Contemporary

Brandts Passage 31C, 5000
Odense

Tirs-fre 11-17
Lør 11-15

Gratis adgang

Through The Fence: Gruppeudstilling
28 jul 202331 aug 2023

Del

'Through The Fence: Gruppeudstilling'

Facebook