Theis Wendt: Omnipresence
26 jan 202430 jun 2024

Billedkunstner Theis Wendt udstiller fire store, støbte værker i Amager Centret fra den 26. januar, under titlen ”Omnipresence”. Udsnittet her er fra ét af værkerne ”Omnipresence no. 5”, der kan opleves i centret frem til juni. Billede: Theis Wendt.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Glas er allestedsnærværende i den kapitalistiske verden. En glasfacade mellem butik og gade fungerer som en barriere, så man ikke kan stjæle varerne i butikken, mens den samtidig synliggør, hvad der sælges. Et udstillingsvindue er tillokkende for købermålgruppen, men ekskluderende for dem, der ikke har råd, mens glasset er med til at opretholde et potentielt begær. Glasfacadens skrøbelighed er, måske af samme grund, ofte også offer for antikapitalistiske angreb. Billedkunstner Theis Wendt har i sit bidrag til udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC netop taget udgangspunkt i dét som glassets repræsenterer i kapitalismen og i kritikken af den.

Revolutionær skønhed
Udstillingen ”Omnipresence” i Amager Centret består af fire store relieffer, der udgiver sig for at være reklamestandere, placeret forskellige steder i Amager Centret. Tre i stueetagen og ét på centrets 1. sal. Men reklamestanderne har ingen reklamer i sig. Selve glaspladen ser ud som om den er smadret, men den ødelæggende handling er frosset fast i tid. Det knuste glas er indkapslet i maleriske og forskønnede resinafstøbninger, der får en til at tænke på, hvordan revolution og kritik bliver absorberet, forvandlet og udnyttet af de kapitalistiske markedssystemer. På samme tid minder afstøbningerne lidt om isflager, der flyder rundt i benzinpytter.

”Omnipresence” redefinerer den revolutionære æstetik, og forsøger at vende kritikken imod sig selv i håb om at skabe tanker om, hvordan antikapitalismen kan se ud i en hyperkapitalistisk verden. Er kritikkens æstetik dømt til at have et anti-æstetisk udtryk, eller er det muligt at bryde dens æstetiske grænser? Hvis man kan gøre kritikken lige så svært gennemskuelig, som den allestedsnærværende hyperkapitalisme, kan vi måske udvikle nye måder at se på kritikkens væsen og egenskaber. Udstillingen kan opleves i stueetagen og på 1. sal i Amager Centret fra fredag den 26. januar 2024 og frem til og med juni. I stueetagen findes værkerne på tre lokationer: én ved Irma, og to ved H&M & Apoteket. På 1. sal findes et værk mellem Skoringen og Laura & Zhenzi. På den måde indtager ”Omniprescense” – der betyder ”allestedsnærværende” – bidder af rum på tværs af indkøbscentret.

Om Theis Wendt
Billedkunstner Theis Wendt (f. 1981), er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi (2008) og bor og arbejder i København. Ved at anvende en bred vifte af materialer – både de organiske og de syntetiske – kombinerer Wendt’s proces skulptur, installation og postfotografi til illusionære værker, der kræver beskuerens omhyggelige undersøgelse. Materialerne ser ud til at efterligne andre, og subtile indtryk af naturen fremtrylles med digitale midler. I Wendt’s værker er tingene sjældent, som de ser ud ved første øjekast. Udover at adressere de dystopiske udfordringer, vi står over for, fra økologisk nedbrydning til teknologiens uophørlige greb, bevarer Wendt’s værker en romantisk kvalitet, der peger på noget andet i horisonten – måske noget bedre, hvis vi kan formå at forestille os det.

Wendts værker er bl.a. blevet udstillet på San Diego Art Institute, Brandts Skulpturtriennal i Odense, Torrance Art Museum i Los Angeles, Kalmar Konstmuseum i Sverige; Museum Voorlinden i Holland, og på Andersens Contemporary i København.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

FABRIKKEN Afd. AC

Amager Centret
Reberbanegade 3
2300 København S

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 10-19
Lør-søn 10-17

Gratis indgang

Kontakt

+45 3254 9424

Theis Wendt: Omnipresence
26 jan 202430 jun 2024

Del

'Theis Wendt: Omnipresence'

Facebook