Siden blev Swane sat ud på sidelinjen af folk, som ikke havde øje for den avantgardisme, hans senere værker er udtryk for. Men Swanes bidrag til modernismen er lige så vigtigt som Harald Giersings, Edward Weies og Vilhelm Lundstrøms. For første gang i 30 år kan man i foråret 2016 opleve billeder fra hele Swanes karriere, når Øregaard Museum tager denne oversete kunstner op til revision. Med over 80 værker viser udstillingen spændvidden i Swanes arbejde fra gennembrudsårene omkring 1910 til hans sidste aftryk på lærredet i 1970’erne. I de tidlige år tog han ambitiøse livtag med traditionerne. Fra 1920’erne forfulgte han idéer om en organisk sammenhæng mellem kunst og liv. Swane skabte en helhedsvision med afsæt i et økologisk værdisæt og blev foregangsmand for idealer, som er højaktuelle i dag. Han bevarede troen på maleriet, og flere af hans værker står i dag som nogle af modernismens bedste billeder. Andre af dem udfordrer den måde, modernismen hidtil er blevet beskrevet.
Det oversete led
Sammen med Giersing gav Swane retning og fornyelse til sin generations moderne kunst efter et ophold i Paris i 1907. Samtidig spillede han en central rolle i organiseringen af den unge kunst i det tidlige 20. århundrede – bl.a. som medstifter af den progressive sammenslutning Grønningen i 1915. Swane var desuden tæt på Fynbomalerne og giftede sig i 1910 med Johannes Larsens søster, Christine, som også var maler. Dermed var Swane et væsentligt bindeled i modernismen – dels mellem moderne fransk og dansk kunst, dels mellem to spor i periodens danske maleri: Fynboernes naturlyriske følsomhed og den modernistiske farve- og formbevidsthed, som kendes fra bl.a. Giersing og Weie.
Fremsynet polemiker
Forholdet til Christine holdt dog ikke, og i 1921 indgik Swane ægteskab med maleren Agnete Rechendorff. Derefter gjorde Swane familien og de nære ting til en del af sit livsværk. Det skilte ham ud fra hovedfeltet af samtidige, mandlige modernist kolleger, som var mere optagede af kubismen, der især satte sit præg på dansk kunst efter 1917. Kubismen fik aldrig tag i Swane. Han gik sine egne veje og kæmpede indædt for de værdier og sager, han troede på. Han skrev bøger og debatindlæg, hvor han bl.a. kritiserede Kunstmuseets (i dag SMK) indkøbspolitik, skolesystemets manglende evne til at stimulere børns kreativitet og sprogkundskaber samt byens vækst på bekostning af naturens liv.
En tro på maleriet
Swane bed også fra sig som kunstkritiker. Den folkekære billedhugger Kai Nielsen blev stemplet som vulgær og hans kunst som udtryk for en overfladisk kultur i samtiden. Swane insisterede på, at maleriet kunne åbne blikket for et mere sanseligt og autentisk forhold til hverdagslivet i en tid, hvor meget gik stærkt – også i kunsten. Idéerne om nærhed mellem kunst og liv var på visse punkter i samklang med strømninger fra den engelske Arts and Crafts bevægelse. I 1934 tog Sigurd og Agnete Swane konsekvensen af disse idéer og flyttede fra storbyen til landet, nærmere bestemt til de naturskønne omgivelser i Odsherred, hvor de opførte Malergården efter egne tegninger. Det nye kunstnerhjem skulle være rammen, hvor familieliv og dagligdag, landbrug og natur, kunst og kultur kunne gå op i en højere enhed. Der ud over tog familien Swane i lange perioder også bolig i en ombygget lastbil, som de navngav Casambu (casa ambulante) og brugte under lange ture til Sydeuropa.
