Send til tryk! Kunstneriske udgivelser fra små danske forlag
29 sep 201912 jan 2020

Med udgangspunkt i udgivelser fra 9 små toneangivende danske forlag sætter udstillingen Send til Tryk! fokus på bogen som mere end bare tekst. Gennem prøvetryk, fraklip og forlæg til illustrationer, får man et fascinerende indblik i en bogudgivelses rejse fra idé over udførelse til endeligt resultat.

Pressefoto.

På udstillingen kan man bl.a. opleve 46 bogomslag skabt af den danske maler Per Kirkeby, som i mange år var tilknyttet det lille, danske forlag Bebop. Der var tale om et nært samarbejde mellem den danske stjernemaler og forlagets ejer Asger Schnack, som sendte alle manuskripter til gennemlæsning hos Kirkeby, inden det kunstneriske arbejde kunne begynde.

Kirkeby-omslagene vises blandt en lang række andre udgivelsesprojekter fra små, uafhængige danske forlag, hvor de visuelle og sanselige sider ved bogen er ekstraordinært i fokus. Alle belyser de det særlige forhold, der ofte opstår mellem forlægger, kunstner og forfatter, når en udgivelse er under tilblivelse. Gennem skitser, forlæg og forskellige former for dokumentationsmateriale går udstillingen tæt på den kompromisløshed og kreative rigdom, der præger de små forlags arbejde.

Et eksempel er udgivelsen Dominique (Forlaget Korridor) af forfatter og billedkunstner Monia Sander, hvor en del af læsningen er den fysiske oplevelse med at pakke værkets 17 enkeltdele ud bestående af fotos, tekstruller, plakater mm. Værket blev indstillet til bedømmelsen Verdens Smukkeste Bøger af Foreningen for Boghaandværk i 2016. Udstillingen dykker også ned i de kunstneriske og nogen gange etiske overvejelser, som forlagene har, før en bog sendes til tryk. Det eksemplificeres særligt stærkt hos det prisvindende forlag Baggaardsbaroner, der på udstillingen dokumenterer processen med at udgive bøger posthumt – bl.a. genoptegningen af Danmarks første graphic novel Necropolis på basis af originalskitser af den nu afdøde kulttegner Cav Bøgelund.

Samlet set løfter udstillingen sløret for en lang række forunderlige fortællinger, der går bag om bogen: Om drøje udgivelsesprocesser, kreative samarbejdsformer og berigende kunstneriske fællesskaber på tværs af litteratur og billedkunst – altid med det iøjnefaldende, overraskende og sanselige boghåndværk i centrum. Send til Tryk! er først og fremmest en hyldest til de små uafhængige forlag og en synliggørelse af deres arbejde, som i disse år vinder mere og mere frem.

Udstillingen er støttet af Louis-Hansens Fond og vises i anledning af litteraturfestivalen Ordet er Løs, som finder sted på Hillerød Bibliotek og kulturhuset Klaverfabrikken lørdag d. 5. oktober. Deltagende forlag: Arkiv for Detaljer, Asger Schnacks Forlag, Baggaardsbaroner, Ekbátana, Korridor, Pote Produktion, September Press, Uro og Vild Maskine. Udstillingsdesign: Kamilla Jørgensen.

Kilde: Vandrehallen, Hillerød Bibliotek

Vandrehallen, Hillerød Bibliotek

Christiansgade 1
3400 Hillerød

Man-tor 10-18, fre-lør 10-14
(Adgang for registrerede lånere alle dage 7-22)

Gratis entré

Kontakt

+45 72325800

Send til tryk! Kunstneriske udgivelser fra små danske forlag
29 sep 201912 jan 2020

Del

'Send til tryk! Kunstneriske udgivelser fra små danske forlag'

Facebook