Selected – Ruth Campau, Viera Collaro, Mads Gamdrup, Eske Kath, Morten Løbner Espersen
3 feb 202414 apr 2024

Udstillingsview af værker af Mads Gamdrup, Viera Collaro, Ruth Campau og Morten Løbner Espersen. Foto: Kirstine Mengel

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Galleri DGV skyder udstillingsåret i gang d. 1. februar 2024 med gruppeudstillingen SELECTED, hvor vi præsenterer nogle af Danmarks førende samtidskunstnere. Oplev Viera Collaro, Ruth Campau, Mads Gamdrup, Eske Kath og Morten Løbner Espersens værker i dialog med hinanden og omgivelserne på Galleri DGV i en udstilling, hvor farver, lys og materialer er i fokus.

På udstillingen vil man kunne opleve ikoniske lysværker af Viera Collaro, monumentale og farverige landskabsmalerier af Eske Kath, Mads Gamdrups nyskabende, monokrome malerier i ren pigment, Ruth Campaus modige og særegne værker i bemalet mylarfolie og Morten Løbner Espersens vilde og eksperimenterende keramiske værker.

VIERA COLLARO (f.1946)
Viera Collaro er uddannet ved University of Michigan og ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1975. Hun bor og arbejder i dag i København. Collaro er en pioner i sit arbejde lyskunst og hun er repræsenteret på en række danske museer og samlinger og har senest haft store soloudstillinger på ARoS i 2022 og den aktuelle udstilling “Spaciousness” på Randers Kunstmuseum. I sin kunstneriske praksis har hun særligt markeret sig med monumentale, permanente og stedsspecifikke installationer i det offentlige rum, heriblandt Buen fra 2018 på den nye K.B. hal og De Fem Planeter på Haahrs Skole i Svendborg fra 2022. I 2006 modtog hun Statens Kunstfonds hædersydelse.

RUTH CAMPAU (f. 1955)
Ruth Campau bor og arbejder i København. Hun arbejder med maleri i et udvidet felt og skaber installatoriske værker, der betoner samspillet med de arkitektoniske rammer, de indgår i. Campau har udstillet på en lang række solo- og gruppeudstillinger i ind- og ud- land, og hun har udført en række stedspecifikke værker til offentlige rum og institutioner. Hun er repræsenteret på flere af landets kunstmuseer og har kurateret flere dagsordensættende udstillingsprojekter. Campau har endvidere udviklet en række bygningsintegrerede udsmykningsprojekter til nybyggerier i samarbejde med tegnestuer. Campau arbejder ofte i stor skala og har senest bl.a. skabt det stedspecifikke værk Sunset Boulevard (2022) til Bornholms Kunstmuseum. I 2020 modtog Ruth Campau Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

MADS GAMDRUP (f.1967)
Mads Gamdrup blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1997. Han var i en årrække professor på Kunstakademiet i Trondheim, men bor og arbejder i dag i København. Han har i sit virke især udforsket det fotografiske medie og arbejdet med potentialet i monokromatisk fotografering og dets styrke som kunstnerisk udsagn i forhold til fænomener, såsom afstand, gennemsigtighed, spiritualitet og materialitet. Et andet gennemgående spor er hans fokus på lys og lysets påvirkning af farven, hvilket også ses i hans nyeste værker, hvor han arbejder med maleri på håndrullet glas i både to – og tredimensionelle objekter. Gamdrup er repræsenteret på en række danske museer, heriblandt ARKEN Museum for Samtidskunst, Statens Museum for Kunst, Esbjerg Kunstmuseum, samt i Ny Carlsbergfondets samling.

ESKE KATH (f. 1975)
Eske Kath er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 og bor og arbejder i København. Han er maler, men organiserer ofte sine udstillinger som totale iscenesættelser med både installation, maleri og skulptur. I 2010 blev han kendt af et bredt publikum for sit loftsmaleri i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg og siden i tv-programmet Kunstnerkolonien i 2022. Eske Kath finder bl.a. inspiration i naturvidenskaben og i forholdet mellem menneske og natur. Han indfanger store kontraster i sine malerier, hvor intet er, som vi kender det. Horisontlinjer snor sig over lærredet, og skellet mellem nat og dag udviskes i landskabsmalerier, der med stor koloristisk forståelse og sikker komposition indfanger både naturens skønhed og kraft. Hans værker finder man blandt andet i samlingerne på Trapholt, ARoS, HEART, ARKEN og Sammlung Essl. (Kilde: Trapholt)

MORTEN LØBNER ESPERSEN (f.1965)
Morten Løbner Espersen er uddannet fra École Supérieure des Arts Appliqués, Frankrig i 1990 og fra Danmarks Designskole, 1992. Han bor og arbejder i København. Løbner Espersen er en af Danmarks førende keramiske kunstnere. Han har en perlerække af udstillinger bag sig – senest den store soloudstilling ”Triumf og katastrofe” på CLAY i 2022. Han er særligt optaget af glasurens farver, strukturer og glans og virkningerne, når glasurerne lægger sig hen over overfladen på hans udvalgte formtyper: den stringente cylinder med lodrette vægge, den sfæriske moon jar, den ellipseformede magma-krukke eller den overdådige Horror Vacui-amfora med sine signifikante og kraftfulde, slyngede ornamenter. De keramiske objekters overflader og krumninger har indflydelse på hvordan glasurerne udvikler sig og hvordan de indgår et samspil, hvor de konstant veksler mellem det helt enkle og det komplekse. Påført lag på lag og udsat for adskillige brændinger udfolder glasurerne en uendelig rigdom af farvevirkninger og stoflige udtryk. (kilde: CLAY)

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Galleri DGV

Christiansmindevej 78
5700 Svendborg

Man-ons efter aftale
Tors-fre 12-16.30
Lør-søn 12-15

Gratis entré

Kontakt

+45 40 60 34 35

Selected – Ruth Campau, Viera Collaro, Mads Gamdrup, Eske Kath, Morten Løbner Espersen
3 feb 202414 apr 2024

Del

'Selected - Ruth Campau, Viera Collaro, Mads Gamdrup, Eske Kath, Morten Løbner Espersen'

Facebook