Ribe Kunstmuseums samling af dansk kunst 1750-1950
Permanent

Fra slutningen af 1700-tallet kan man møde portrætmaleren Jens Juel og hofmaleren Nicolai Abildgaard. De danske guldaldermalere fra første halvdel af 1800-tallet tæller blandt andre C.W. Eckersberg, Christen Købke, Johan Thomas Lundbye og Martinus Rørbye.

Michael Ancher: En barnedåb, 1883-1888. Pressefoto

Malerier af skagensmalerne Anna og Michael Ancher og P.S. Krøyer er med, og det samme er kunst fra det moderne gennembrud af L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi. Fritz Syberg og Peter Hansen tilhører fynbomalerne fra starten af 1900-tallet, og den tidlige modernisme ses med kunstværker af William Scharff, Olaf Rude og Edvard Weie.

Museets samling afrundes med landskaber af Sigurd og Christine Swane samt Oluf Høst og med Cobrakunstneren Egill Jacobsens maskebilleder.

Samlingen vokser
I dag giver den fine samling på Ribe Kunstmuseum et koncentreret overblik over dansk kunsts historie med hovedvægt på maleri. Museets samling er vokset støt fra grundlæggelsen i 1891 til nu. Forskellige personer har fungeret som rådgivere i forbindelse med nye erhvervelser: Kunstkritiker og senere museumsdirektør Karl Madsen, maler og formgiver Johan Rohde, kunsthistoriker Henrik Bramsen og direktør for Den Hirschsprungske Samling, Eigil H. Brünniche.

Gaver og donationer
Mange hovedværker er kommet som gaver og donationer, bl.a. fra Ny Carlsbergfondet, der i en lang årrække har støttet Ribe Kunstmuseum med så forskellige kunstværker som Vilhelm Hammershøis Tre unge kvinder fra 1895, Nicolai Abildgaards Jupiter vejer menneskenes skæbne fra 1793, Olaf Rudes Grøn dame med to sorte hunde fra 1920 samt havemuren – der samtidig er et kunstværk – af Per Kirkeby. Andre fonde og privatpersoner har ligeledes været gavmilde med deres støtte og hjælper fortsat.

Kilde: Ribe Kunstmuseum

Ribe Kunstmuseum

Sct. Nicolaj Gade 10
6760 Ribe

Tir-søn 11-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 75420362

Ribe Kunstmuseums samling af dansk kunst 1750-1950
Permanent

Del

'Ribe Kunstmuseums samling af dansk kunst 1750-1950'

Facebook