Karin Ohlsen´s stærke farvesans og gennemarbejdede farveflader med deres rå taktilitet udstråler en ro og styrke, der sammen med kompositionens pragmatiske enkelhed og venlige humor giver en oplevelse af originalitet og sandhed. Erindringer graves frem blandt de foretrukne motivkredse; landskaber, træer, huse og mennesker, formidlet gennem oliemaleriet.
I landskaberne fanger Ohlsen med ro, trøst og styrke selve naturens væsen. Hus-motiverne, rummer referencer til beskyttelse og tryghed og indeholder ligesom kunstnerens menneskeskikkelser reminiscenser fra kropslige og sjælelige tilstande med afsæt i sociale og mellemmenneskelige temaer fra det levede liv. Kompositionens figurative enkelthed fremstår ofte formmæssigt fordrejet og koloristisk skæv. Her gives farven rige udfoldelsesmuligheder, og det naivistiske tilsnit åbner op for en sorgløshed, der bakkes op af farvedetaljer med kant.
Pontus Kjerrman’s dyrelignende menneske eller menneskelignende dyr kender vi især i kentaurens skikkelse, en vild bastard og barbar fra Grækenlands klassiske tid, men med aner årtusinder bagud i andre samfund, med hestekrop og menneskehovede, endnu ikke rigtigt civiliseret. Hos Kjerrman dukker menneske, hest eller andre dyr – katte, løver, sæler, slanger eller engle f.eks, – også op i uopløselig enhed, men som en kvalitet, hvor mennesket endnu rummer en uafviselig form for oprindelig uskyld. Dyre- og menneskekrop er ét, glider umærkeligt over i hinanden, instinkt og ånd, humor og alvor fungerer sammen i ubrydelig enhed. Kjerrman’s motivverden udfolder sig i mytisk klædedragt, men myten er blevet personliggjort. Den fungerer ikke kun som skabelsesberetning eller inspiration, men er blevet integreret i det væsen, vi står overfor.
Kilde: Galerie Pi
