Randers Rebeller – en udstilling om avantgardekunsten og kunstmiljøet i Randers 1958-1980
12 aug 202322 okt 2023

Per Neble. Foto: Poul Albertsen.

Anbefalet under Det skal du se! uge 32.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Randers Kunstmuseum åbner 12. august i Randers Festuge en stor særudstilling med tre sprælske Randers kunstnere på internationalt niveau. I forbindelse med udstillingen har museet efterlyst værker af og historier om de tre kunstnere, Sven Dalsgaard, J.V. Martin og Per Neble – og modtaget flere hundrede henvendelser med både fantastiske værker og historier om alt fra bombe-Martin til Nebles blå sild. Det er derfor med særlig stor glæde og stolthed, at museet har inviteret borgmester Torben Hansen til at åbne udstillingen Randers Rebeller. Det sker den 12. august kl. 11, hvor alle er velkomne – og der er fri entré.

Om udstillingen

Enten er SVEN DALSGAARD fuld af løgn, eller også var der helvedes gang i den i Randers i 1960’erne. (Peter Laugesen 1993 Det ville være en overdrivelse at påstå, at en særlig version af den internationale neo-avantgardes værkforståelse og kunstpraksis bliver til i et kolonihavehus i haveforeningen Alfa i den vestlige del af Randers i sommeren 1959. Men der er noget om snakken, for i perioden 1959-1980 er kunstlivet i Randers et særligt eksperimenterende miljø. Især tre aktører er vigtige: Sven Dalsgaard (1914-1999), J.V. Martin (egentlig Martin V. Jeppesen
1930-1993) og Per Neble (1937-2004). De bor alle i Randers, i periferien af den danske og internationale kunstscene. De er alle autodidakte kunstnere og kender hinanden særdeles godt.

I deres optik er modernismen efter 2. verdenskrig stagneret i stivnede og ligegyldige billedtraditioner. Videreførelsen af det abstrakte formsprog har ført til, at kunsten har lukket sig om sig selv i æstetisk selvtilstrækkelighed ˗ med det resultat, at kunsten har isoleret sig fra den samfundsmæssige og politiske virkelighed. Randers Rebellerne vil frigøre kunsten. Der skal gøres op med traditionerne og bygges bro mellem kunsten og livet omkring den. Målet er gennem kunsten at skabe en ny verden ved at frigøre individet og åbne for fantasiens rum. Dalsgaard, Martin og Neble er dog meget forskellige. Både i deres tilgang til det at skabe kunst, deres værker og de netværk, de hver især kommer til at dyrke udenfor byens grænser. Dalsgaard er den ældste og har i perioder en mentorrolle for de andre. I 1960’erne befolkes hans univers med
genstande hentet fra dagligdagen: blå pakker, stole, nøgler, dannebrogsflag og ensfarvede billedobjekter. Tavlen skal vises ren. Martin kommer gennem Asger Jorn (1914-1973) og Jørgen Nash (1920-2004) med i avantgardegruppen Situationistisk Internationale og bliver talsmand for gruppens skandinaviske fraktion. Hos Martin bliver avantgardens kritik af kunstinstitutionen, vanetænkningen og kapitalismen udtrykt i markante vendinger, skøre påfund, provokerende happenings og i en legende tilgang til billedsproget og livet. For Neble har mødet med den danske og internationale avantgarde ikke blot betydet et nyt netværk, men også inspiration til nye form- og materialemæssige eksperimenter. Han holder fast i maleriet, men begynder sideløbende at arbejde med konceptuelle objekter, happenings og installationskunst. Rebellerne kan således ikke ses som en fasttømret gruppe. På trods af konflikter, uoverensstemmelser og forskelligheder inspirerer de dog hinanden og kommer til at sætte aftryk både på Randers og på den danske og internationale kunsthistorie.

I Randers har rebellerne efterladt mange spor. Både i form af historier, der verserer den dag i dag og gennem talrige værker i privateje og i det offentlige rum. I månederne op til udstillingen har museet gennem en intensiv efterlysningsindsats fået tilbudt mere end 500 værker af Dalsgaard, Neble og Martin. Udstillingen er således realiseret med en række generøse udlån fra private. Randers Kunstmuseum har tidligere vist udstillinger af de tre kunstnere hver for sig. Det er dog første gang nogensinde at de udstiller sammen. Vi glæder os til at invitere indenfor til dette enestående møde mellem tre af Randers’ rebelske kunststemmer.

I forbindelse med udstillingen udgiver museet et særnummer af museets magasin samt en særlig rapport af gruppen Organ for Autonome Videnskaber. Magasin og rapport kan hentes på museet så længe lager haves. Derudover inviteres til en række arrangementer for både børn, unge og voksne.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

 

Randers Kunstmuseum

Stemannsgade 2
8900 Randers C

Tirs-søn 10-16

Entré til særudstillinger: 50 kr.
Under 18 år: gratis entré
Fast samling: gratis entré

Kontakt

+45 86422922

Randers Rebeller – en udstilling om avantgardekunsten og kunstmiljøet i Randers 1958-1980
12 aug 202322 okt 2023

Del

'Randers Rebeller – en udstilling om avantgardekunsten og kunstmiljøet i Randers 1958-1980'

Facebook