Poetisk Form
30 aug 202422 sep 2024

Sidste chance
Værker: Dahlia og folded circle Foto: Kirstine Autzen

Papirkunstneren Maria Kerrn-Jespersen og keramikeren Helene Schjødts står bag udstillingen ”Poetisk Form”, der åbner 30. august i Officinet. Her danner de et fælles formsprog i ler og papir, der bygger på en poetisk, harmonisk æstetik og forener de to materialers unikke kvaliteter til trods for deres forskellige egenskaber. I værkerne finder publikum en hybrid af forskellige verdener med referencer til stuk, arkitektur og natur.

For at skabe et fælles udtryk udfordrer papirkunstneren og keramikeren materialernes mange muligheder. Maria Kerrn-Jespersen og Helene Schjødts tager udgangspunkt i simple grundformer som cirklen og firkanten som grundelement. De eksperimenterer med skalering, elementer, sammensat til en helhed, gentagelse, rytme og stabling, geometri, renhed og poetisk form.

Udstillerne arbejder begge med nuancer af hvid og dekorationer af sort i deres værker. Den sorte håndtegnede farve fremhæver formerne i Maria Kerrn-Jespersens papirunivers. Og Helene Schjødts anvender den sorte farve, når hun bruger silketryksteknikken direkte på det våde ler som dekoration i en række keramiske konstruktioner.

Papir er som udgangspunkt skrøbeligt og sart, men kan foldes og formes til noget meget stabilt. Med den rette tykkelse og struktur kan papiret opretholde sin egen form og tyngde. I Maria Kerrn-Jespersens værker ligger en dyb præcision og håndelag i tilblivelsesfasen. Hun anlægger det kunstneriske og konstruktionsmæssige perspektiv og stræber efter poetiske og effektfulde udtryk ud fra simple former. Arbejdsprocessen er intuitiv og begynder med en overordnet idé om et udtryk eller en rest eller afklip, som transformeres til noget andet. Maria Kerrn-Jespersen arbejder altid direkte i materialet, indtil idéen, teknikken eller materialet falder i hak.

Når Helene Schjødts tager fat i det våde porcelænsler, kræver det 100 % koncentration. Leret har en tendens til at revne, hvis det tørrer for hurtigt. Og omvendt: Er leret for blødt, klasker det sammen. Hun arbejder med tynde plader i ler og folder dem til enheder for derefter at bygge dem sammen til en større form. Helene Schjødts fokuserer især på materialets udfordringer som konstruktion, tyngdekraft og porcelænsleret skrøbelighed og brændingssvind i ovnen.

Med udstillingen ønsker Maria Kerrn-Jespersen og Helene Schjødts at vise publikum, hvordan ler og papir på trods af så forskellige egenskaber kan tale ind i et fælles formsprog. I mange måneder op til udstillingen har papirkunstneren og keramikeren dyrket langsomheden, håndens arbejde og deres faglige kunnen inden for hver deres håndværk for at skabe kunstneriske og poetiske værker, der optræder side om side på ”Poetisk Form”.

Kilde:
Officinet

Officinet

Bredgade 66
1260 København K

Indtil 16 mar: Tirs-søn 12-18
Fra 17 mar: Tirs-fre 12-16, lør-søn skiftende åbningstider

Gratis entré

Kontakt

+45 33152940

Poetisk Form
30 aug 202422 sep 2024

Del

'Poetisk Form'

Facebook