Peter Rothmeier Ravn

3 nov 20232 dec 2023

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Gennem hele Peter Ravns praksis har en optagethed af individets plads i forhold til gruppen været central og er kommet til udtryk som et fysisk, kropsligt mellemværende.

Ravn har til udstillingen skabt en serie oliemalerier, der tager udgangspunkt i en undersøgelse af grænsefladen mellem den autonome krop og en gensidigt afhængig fælleskrop.

De nye malerier kan opfattes som frosne snapshots, der viser kroppe i forskellige stadier af spænding og afspænding, og en udforskning af, hvad der sker, når grænserne mellem kroppe bliver delvist opløst. Formelt arbejder Ravn med det klassiske oliemaleri og maler ‘vådt i vådt’ (‘alla prima’). Med brede pensler og grove strøg forenkler han dele af sine motiver undervejs i maleprocessen, hvilket til tider giver et udtryk, som om der eksisterer flere plan i samme maleri. Hvert enkelt værk kan således rumme såvel et stiliseret som et fortættet, nærmest hyperrealistisk plan, hvor der er redegjort minutiøst for anatomien.

Motivmæssigt ses Ravns anonyme, uniformerede mænd i de nye værker som en gruppe af flydende figurer, fanget i en bevægelse, der af og til danner et mønster. Masende, skubbende, stridende, sammenfiltrede kroppe, sparkende lemmer, sko, der stritter i alle retninger. Levende hænder kommer ud af hvide skjorteærmer eller mørke jakkesæt som repræsentanter for kroppens yderste grænse og det sted, hvor den tynde hudbarriere tydeligst vidner om kødet, som skinner igennem i paletten.

Her optræder sammenvævninger af adrætte kroppe, som skaber en rumlig formation på maleriets flade. Både i værker, som viser den næsten voldelige intimitet, som kan opstå, når flere vil det samme på for lidt plads, og i andre værker, der viser gruppen, når den ånder ud og de enkelte kroppe finder ro eller hvile i fællesskabet – gruppens krop.

Ravns inspirationskilder spænder fra det 20. århundredes filmikonografi til kropslige udtryk og koreografi i moderne dans. Under arbejdet med de nye værker har Ravn blandt andet søgt inspiration hos den amerikanske koreograf og danser Martha Graham, som med sin ‘contraction and release’-teknik arbejder med de to kropslige yderpunkter, som også beskriver kroppens åndedrag. Ravns ærinde er ikke den moderne ballets dans, men iagttagelser af kroppens dynamiske positurer.

Når man ser balletten Lamentation (klagesang), som Martha Graham skabte og opførte i New York City i 1935, er det ikke svært at se inspirationen: Hvor Ravn bruger jakkesættet – den vestlige civilisations elegante hylster af forventning om medgang og selvkontrol – til at beskrive kroppens indestængte impulser og følelser, er Graham i Lamentation iført et kropslangt elastisk hylster, hvor kun hovedet kan ses. I begge tilfælde synliggøres kroppens begrænsninger i tekstilets udspændinger.

Kroppenes sammenfiltring kan være foruroligende, for den kan både læses som ufrivillig, klaustrofobisk, og som et fællesskab, en gensidig afhængighed. Er den kollektive fælleskrop et mareridt eller et ideal? Ravn svarer ikke, men lader os være med i sin udforskning af grænserne mellem jeget og de andre.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.