Persijn Broersen og Margit Lukács: All Or Nothing At All
7 jun 201925 aug 2019

All or Nothing At All
Persijn Broersen og Margit Lukács: All Or Nothing At All

De karakteristiske toner fra Frank Sinatras hit ’All or Nothing at All’ lyder, idet man går fra kunsthallens café og ned af trappen mod østfløjen. Men det er dog ikke Sinatras gyldne stemme man hører, men derimod lyden af den københavnske sangerinde Nina Vadsholt. I stedet for at træde direkte ind i østfløjens kendte, åbne rum, bliver man nu ledt gennem nybyggede korridorer og ud gennem trappegalleriet, inden man fra øverste etage kan orientere sig og sætte sig på den store, nykonstruerede trappe. Herfra er der frit udsyn til filmværket All Or Nothing At All, skabt af det internationalt anerkendte kunstnerpar Persijn Broersen og Margit Lukács.

I samarbejde med The Animation Workshop i Viborg har Broersen og Lukács skabt en digital kopi af Viborg – en visuel labyrint af overlappende verdener. Syv avatarer, baseret på Nina Vadsholt, slentrer gennem gågader, forladte butikscentre, parkeringspladser og ad den gamle hærvej samt de flere hundrede år gamle gader, mens de synger ’All or Nothing at All’. Frank Sinatra’s hitsang fra 1939 tryllebandt millioner, og blev oprindeligt sunget fra et helt og aldeles mandligt synspunkt. Her er den fortolket af Nina Vadsholt og forvandlet til en rebelsk messen, hvor flere optagelser af hendes stemme samtidig flyder med og mod hinanden.

Avatarerne følger koreografien fra West Side Story, en amerikansk fortolkning af Romeo og Julie, hvor polsk/amerikanske og puertoricanske ungdomsbander slås mod hinanden. I Broersen og Lukács’ version er dualiteten skildret i visningen af det virkelige og det virtuelle; og i deres hænder bliver Viborg en indholdstom visning, en spøgelses-ø.

Broersen og Lukács siger om værket: Vores version af All Or Nothing At All står for alt-eller-ingenting-holdningen i vores teknologidikterede kultur. Alt der vises på vores skærme ser ud til at kunne lade sig gøre – en verden, hvor der ikke findes en mellemting; alt eller ingenting.

På museer og biennaler verden over har de to hollandske kunstnere i film og installationer løbende undersøgt, hvilken indflydelse teknologi har på vores moderne samfund og samtid. Deres værker understreger, hvordan massemedier og andre former for visuel kultur påvirker vores forestillinger om omgivelser og vores opfattelse af verden. I værket skabt til Viborg Kunsthal bliver dette ekstra tydeligt, når de lader dele af byens gamle strukturer stå i stærk kontrast til de virtuelle avatarer og fotogrammetri-teknikken. Man bliver opslugt af et spektakulært og naturtro billedunivers, der lidt efter lidt smelter sammen i en strøm af pixels og forvrænger billedlandskabet.

Frank Sinatras hit ‘All or Nothing at All’ handler om kontrol og frygten for at miste den – at have det hele eller ingenting. Med Broersen og Lukács værk af samme navn bliver titlen overført til et spørgsmål om at kunne inde vej i en verden, hvor virtuelle skildringer blander sig med de faktuelle i en ustoppelig billedstrøm.

Kort om kunstnerne
Persijn Broersen (f. 1974) og Margit Lukács (f. 1973) har begge gået på Rijksakademiet og er uddannet fra Sandberg Institute i Amsterdam. De har tidligere udstillet på Biennale of Sydney (AUS), Stedelijk Museum Amsterdam (NL), Centre Pompidou (FR), FOAM Museum Amsterdam (NL), MUHKA Antwerp (BE), Shanghai World Expo, (CH) og Louvre (FR).

Kilde: Viborg Kunsthal

Viborg Kunsthal

Riddergade 8
8800 Viborg

Tirs-søn 11-17
Tors 11-20 (gratis ml 17-20)

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 87873221

Persijn Broersen og Margit Lukács: All Or Nothing At All
7 jun 201925 aug 2019

Del

'Persijn Broersen og Margit Lukács: All Or Nothing At All'

Facebook