Performing History – Postkolonial identitet i samtidskunsten
20 okt 202314 apr 2024

Sidste chance
Addio del Passato, 2011, Film Still. Courtesy the artist, Stephen Friedman Gallery, London and James Cohan Gallery, New-York. © Yinka Shonibare CBE-VG BildKunst, Bonn 2023 A

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

De tider, hvor verdenskunsten primært blev forstået som hvid kunst, mens positioner af det globale syd stort set blev udelukket af den såkaldte White Cube, er forbi. Der findes ikke et neutralt europæisk syn på historien. Diversitet og inklusion betyder et program for hele befolkningen og indtræden for et åbent og dynamisk samfund. De udvalgte kunstnere analyserer i deres filmiske værker på hver deres specifikke måde decentreringen og afkoloniseringen af tænkningen og peger på forskellige identiteter og livsvilkår. Udstillingen præsenterer internationalt fremragende kunstneriske positioner, som adresserer den postkoloniale kritik og hybriditet i overbevisende filmiske fremstillinger og fortæller dermed en anden historie.

Yinka Shonibare CBE RA (1962 London, GB)
Den renommerede britisk-nigerianske kunstner Yinka Shonibare har udviklet et mangfoldigt værk, der udforsker arven fra det tidligere britiske Verdensrige og den vestlige kolonialisme. Shonibare er blevet kendt for sine rumgribende installationer med hovedløse figurer i legemsstørrelse iført historiske kostumer, der er syet af farverige Dutch Wax-batikstoffer. Kunstneren ser sig selv i rollen af en “postkolonial hybrid” og sætter i sit værk fokus på dekonstruktionen af nationale og kulturelle identiteter. Han tager ofte episoder fra den europæiske kunst og historie i det 18. og 19. århundrede op og udformer dem til tragikomiske scener af menneskelige handlinger. I sit værk forbinder han teatralsk optræden og ironi med historisk dybdeskarphed og en udpræget sans for rokokotidens dekadence og absurditeterne af den såkaldte Leisure Class.

Un Ballo in Maschera (2004) er den første af i alt tre film af Shonibare. Frit efter Giuseppe Verdis opera med samme navn (1859) ligner den filmiske iscenesættelse en fantastisk rejse tilbage i tiden til et maskebal hos den svenske konge Gustav III. i året 1792. Den dekadente livsstil og de succesløse ekspansionskrige blev monarkens ulykke, og han døde som følge af et attentat, der blev begået af en ung adelsmand på et maskebal. I Shonibares filmversion af hændelserne kan der bag maskerne ses et rolleskift af figurerne: Kongen legemliggøres af en kvindelig skuespiller, og det dødelige skud affyres fra en kvindes pistol. Hændelsen vises i tre let varierede sekvenser. Således er historiens slutning åben, og der er ingen moralsk løsning af årsag og virkning. I de artificielle dansefremvisninger stilles konstruktionen af kønsidentiteter og tildelingen af moralske egenskaber til disposition.

Addio del Passato (2011) refererer til arien med samme navn fra Verdis opera La Traviata fra 1853. I hele filmen synger en sort operasanger den ulykkelige Violettas berømte klagesang. For Violettas følelser af tab og længsel finder Shonibare en parallel i historien om Lord Nelsons forræderi mod sin kone Frances. Nisbet og hans lidenskabelige elskovsaffære med Lady Emma Hamilton. I videoen gentages den gribende klagesang tre gange med subtile variationer af iscenesættelsen og i regelmæssige intervaller afbrudt af billeder af Nelson og hans elskerinde. På denne måde opstår en indtrængende iscenesættelse af begær, kærlighed, undertrykkelse og magt.

Voluspa Jarpa (1971 Rancagua, CL – Santiago de Chile, CL) hører til den første generation af chilenske kunstnere, der fik mulighed for at studere under demokratiske forhold efter Augusto Pinochets militærdiktatur (1973–90). I sine værker beskæftiger hun sig med kolonialistisk og racistisk undertrykkelse og forbinder den med en feministisk dagsorden og kampen for selvbestemte køns- og seksuelle identiteter.

The Emancipating Opera (2019) tager Jarpa kantatens musikalske form op og bruger dette genre, som har sin oprindelse i europæisk musikhistorie, til at skabe en fortælling om magt og emancipation. I stykket mødes stemmer, der synger om den hegemoniale psyke hos de vise, europæiske og senere US-amerikanske patriarkalske kolonisatorer på den ene side og om den underdanige psyke hos marginaliserede samfundslag på den anden. I videoen formidler to protagonister mellem disse poler: en “arriero”, en traditionel chilensk muldyrsdriver, og den transseksuelle sanger og skuespiller Daniela Vega.

“arriero’ernes” rødder ligger i den europæiske kolonisering af Chile; men de er også efterkommere af den oprindelige befolkning og tæt forbundet med den utæmmede natur og Andesfolkenes tidlige kultur. I Jarpas video kontrasteres den oprindelige kultur med kolonialistiske dokumenter, der søgte at legitimere underkastelsen af ikke-vestlige kulturer med deres nedvurderende diskurs. Sangeren Daniela Vega optræder som en figur, der gør opgør på flere måder: Hun modsætter sig ikke kun koloniseringen af natur, kultur og mennesker, men også kroppens begrænsning og tæmning.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Museumsinsel Schloss Gottorf

Schlossinsel 1
24837 Schleswig, Deutschland

Tirs-fre 10-16
Lør-søn 10-17

Performing History – Postkolonial identitet i samtidskunsten
20 okt 202314 apr 2024

Del

'Performing History – Postkolonial identitet i samtidskunsten'

Facebook