Paul Neale og Bjarne Agerbo: WHAT
10 jan 20208 feb 2020

Budskabet i Bjarne Agerbo og Paul Neale værker er det åbne eller tvetydige narrativ, som man selv kan udfylde, undres over eller grine af.

Bjarne Agerbo
Bjarne Agerbo: Box with poems. Pressefoto.

Bjarne Agerbo’s arbejder præsenterer os for den vilkårlige og tilfældige handling. Ved at holde sig gode venner med både held og uheld evner han at lade værkerne bevare tilfældet og muligheden forenet i en indbyrdes logik.

Denne dualisme, eller antagelse af to uforenelige tydninger, forenes i Bjarne Agerbos arbejder, der fremstår overbevisende skarpe, med form og indhold der overrasker. Kombinationen af hans ordlege, grafiske enkelthed og særlige forståelse for forholdet mellem papir/metal og streg er sjov og rammende, fordi den forener nærvær, præcision og menneskelig mangelfuldhed i en paradoksal cocktail af meninger, der åbnes og lukkes utilsigtet.

Paul Neale’s værker handler om det rendyrkede, stoflige koncentrat af den spontane kreativitet. Jo mere ikke-tænkt, uforstilt og utilsigtet, jo bedre, hvilket i sig selv er en kæmpe udfordring når man, som Neale, er uddannet i illustration og figurativ kunst, hvor teknik og perspektiv har stor betydning. Neale forsøger konstant at forstyrre den kunstneriske afkodning af det “forventelige” perspektiv og “den rette” kombination af klare og brækkede farver med det formål at komme væk fra klichéen om den gode kunst, og tæt på kreativitetens rå substans. Det er i det uventede og spontane, at værdien ligger. Af samme grund nævner han naivismen og børns tegninger som et undervurderet idealbillede på en frigjorthed fra regelsæt og forventninger.

Paul Neale bruger en blanding af akryl, akvarel, tusch mv. for at skabe nye kvaliteter af ting, han oplever visuelt. De mest interessante er dem, der ikke er helt på plads. Det kan være ting eller personer, der er sjove, skøre eller bare stikker ud. Det halvgrimme og mangelfulde inspirerer som grundidé – som en slags fornyet, rå, kreativ essens, der måske kan skabe nye samtaler på utilsigtede frekvenser.

Kilde: Galerie Pi

Galerie Pi

Borgergade 15 D
1300 København K

Ons-fre 12-18, lør 11-14

Gratis entré

Kontakt

+45 23205302

Paul Neale og Bjarne Agerbo: WHAT
10 jan 20208 feb 2020

Del

'Paul Neale og Bjarne Agerbo: WHAT'

Facebook