Nina K. Ekman: Fragmented Totems
1 apr 202224 apr 2022

Pressefoto: Officinet

I Ekmans univers er naturen altid et omdrejningspunkt, hvad enten det er et opråb til at passe på den, naturen som et uspoleret paradis, som vi længes efter at finde ro i, eller når vi søger at finde den store mening som små mennesker i den storslåede flora og den vilde fauna. Ekman tager i denne udstilling livtag med totemmet som et betydningsbærende objekt og adresserer menneskets søgen efter at forbinde sig til naturen gennem myter og symboler. Hvilken betydning har naturen, dyr og planter for os, hvilke individuelle og kollektive myter gør sig gældende, og hvilke symboler føler vi os knyttet til? Og kan nutidige totemmer give os styrke, retning og en oplevelse af samhørighed?

Med sine store bløde tuftede vægtæpper, dyreportrætter og fragmenterede modulære totemmer præsenterer Ekman os for både hendes personlige og det moderne transformative totem. I vores moderne kultur ændrer ting sig konstant, og vi ændrer løbende vores ankerpunkter gennem livet, vores forbundethed er flygtig, og vi har hver især mange ’stammer’ der skiftes ud og ændres. Ekman rækker ud efter sine egne minder og fabulerer videre, mens hun også inviterer beskueren til at overveje sit eget ophav, identitet og tilhørsforhold. Haren, zebraen og fåret har fået en portrætvæg og et stort billedtæppe skildrer en række af Ekmans totemdyr, menneskedyr og planter. Et meterhøjt modulært totem bestående af løsdele i form af isbjørnefødder, myrer, kaktus et dovendyr m.fl. vil under udstillingen blive sat forskelligt sammen af kunstneren, som herigennem fortæller om vores livs hastige foranderlighed og de forskellige totemmer vi omgiver os med. På gulvet kan man sætte sig på bløde sten, hvor et tre meter højt ’nøgent’ totem med vinger står klar til at sætte fantasien i gang med at forestille sig mulige motiver, inspireret af dyrekort, som er lagt frem til beskueren. Dette og et kæmpe tabula rasa papirværk giver mulighed for at stoppe op og reflektere over dyr og planters egenskaber og dvæle ved vores egne fortællinger om os selv.

Ekman arbejder med garn, indfarvede tekstil, tuftede skulpturer, tæpper, mumificerede objekter og papir lavet af garnafklip – det er et legende univers hvor alle rester og stumper af historier og tidligere værker bliver brugt og genbrugt, hvor 99% af materialerne er overskydende garn fra tekstilindustrien.

Tekst af Natalia Gutman, 2022

Kilde: Officinet

Officinet

Bredgade 66
1260 København K

Indtil 16 mar: Tirs-søn 12-18
Fra 17 mar: Tirs-fre 12-16, lør-søn skiftende åbningstider

Gratis entré

Kontakt

+45 33152940

Nina K. Ekman: Fragmented Totems
1 apr 202224 apr 2022

Del

'Nina K. Ekman: Fragmented Totems'

Facebook