Nicolai Howalt: Element
2 dec 20165 mar 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 48
Kunst og videnskab forsøger at forstå verden på hver deres måde. Hvor man i videnskaben undersøger, måler og søger forankring i den virkelige verden og i det, som kan iagttages metodisk, begrænser kunsten sig ikke til den erfaring, vi rationelt kan blive enige om. Den danske billedkunstner Nicolai Howalt bruger således ikke sine fotografiske eksperimenter, der smelter fotografi, videnskab og billedkunst sammen, til at forklare verden som struktur, dynamik, historie eller mening. Han ønsker i stedet at udfordre og undersøge fotografiets basale virkemidler samt at billedliggøre eksistentielle temaer. I udstillingen Element på Viborg Kunsthal præsenterer han en række nye værker, der tager udgangspunkt i en undersøgelse af grundstoffernes karakter og deres egenskab af at kunne omdannes.

Howalt har fotograferet en række udvalgte grundstoffer i deres oprindelige og fundne form. Med en næsten videnskabelig grundighed har han overført og fremkaldt disse fotografier af fx sølv, jern, kobber, svovl og guld på plader af forskellig materialitet. Pladerne af fx aluminium, messing og jern bearbejdes inden med en fotografisk emulsion (sølvbromid), og der skabes på denne vis en fotografisk proces, hvor de bearbejdede overflader lader det enkelte motiv komme til syne med en særegen stoflighed og tekstur i billedfladen. Den kemiske forbindelse skaber nye transformationer mellem motivet, legeringen og processen, der således bliver det billedskabende element.

De bearbejdede overflader lader det enkelte motiv komme til syne i større og mindre grad, og der er ikke noget forkert udfald af det kunstneriske eksperiment. Howalt sætter fotografiske processer i gang og lader processerne varetage udformningen af det endelige værk. Hans fotografier af grundstoffer er et kunstnerisk eksperiment, et forsøg på at favne det ukontrollerbare og uventede i transformation af metaller, motiv og abstraktion fremkommet ved en fotografisk proces. Værkerne er således ikke en metodisk og rationel skildring af de enkelte grundstoffer, men en kunstnerisk undersøgelse, hvor processen spiller den afgørende rolle og betydningen søges hinsides det faktuelle.

Nicolai Howalt: Sulfur
Nicolai Howalt: Sulfur

Nicolai Howalt (f. 1970) er en internationalt anerkendt billedkunstner, hvis fotografiske arbejde strækker sig over dokumentarisk, konceptuel og installatorisk kunst. Hans praksis tager afsæt i virkelighedens verden. Med en konceptuel og abstrakt tilgang i værkerne undersøger og udforsker Howalt forskellige, ofte eksistentielle emner, og udfordrer samtidig det fotografiske medies grænser. På trods af de forskellige temaer i Howalts værker bevarer de altid en følelse af dualitet – det abstrakte og det reelle, liv og død, rædsel og fascination, endelig og uendelig.

Nicolai Howalt er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery, København og Bruce Silverstein Gallery, New York.

Kilde: Viborg Kunsthal

Viborg Kunsthal

Riddergade 8
8800 Viborg

Tir-fre 13-17
Tor 13-21
Lør-søn 11-17

Aftenåbent og gratis entré hver tor ml 19-21

Bemærk: Kunsthallen holder midlertidigt lukket pga. corona-restriktionerne.

Entré til udstillinger
Under 18 år: gratis entré

Kontakt

+45 87873221

Nicolai Howalt: Element
2 dec 20165 mar 2017

Del

'Nicolai Howalt: Element'

Facebook