Efter godt to år, hvor verden i nogle henseender har stået stille og alligevel er blevet totalt forandret, vender Michael Rytz tilbage med en ny, unikt sammensat udstilling. Lazaron er titlen, og refererer til den kunstneriske frihed. Frihed til at ligne en blanding af en boheme og en bums, som titlen indikerer – ja nogle gange ligefrem forventes det, at kunstneren ser anderledes ud end gennemsnittet. Eller frihed til at skabe de værker, som man føler er magtpåliggende. At anerkende og nære den kreative flamme, der er kilden til kunsten, være generøs omkring den og dele ud. Lazaron ryster sig fri af egne og andres forventninger for at skabe plads til sig selv, finde sin egen takt og udfolde sig. Det er som i musikken, og den har en vis betydning i denne udstilling.
Forestil dig nu, at en dygtig jazzmusiker, som John Coltrane eller Pharoah Sanders står på scenen og fyrer den af. Pludselig spiller han en anelse forkert, improviserer og får det til at fungere i en ny form og spiller videre. Faktisk kan han slet ikke stoppe igen. Sådan er Michael Rytz i billedform. Ligesom i musikken sætter han tempoet op og ned, lader billedet gå sine egne veje og tillader det åbne og ufærdige. Pladsen til at opfinde er afgørende i hans kunst. Det er her, at illustrationen stopper og kunsten begynder.
Det at opfinde består af lige dele improvisation og detaljearbejde. Derfor er tegning bedst for Michael Rytz. Detaljen interesserer ham voldsomt, han lægger hele sin krop og sjæl i den, gør sig umage, gror den og giver den liv og værdi. Måske lægger han også en bevidst fejl ind for udfordringens skyld, får det til at fungere og skaber noget nyt, fantastisk. Antikvariske papirer, lærred, vinyl, akryl, spray og lak sættes sammen til tegninger, malerier og collager. I hans billeder kan man finde alting – det skøre, fjollede, sørgelige eller mørke. Alting har en genklang, hvis man lytter efter. Den kan man bruge til at holde gang i samtalen med sig selv eller andre.
Kilde: Galerie Pi
