Maria Finn: Hypotetisk picnic
20 jan 202414 mar 2024

Maria Finn, Hypotetisk picnic på Vandrehallen Kunsthal 2024. Pressefoto.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

I årets første udstilling inviterer den svenske kunstner Maria Finn os med på en sanselige, visuel rejse gennem den svenske natur. Med fiktion og landskab som gennemgående temaer bringer Maria Finn unikke perspektiver på naturen til live og fremhæver kontrasterne mellem menneskets æstetiske forhold og faktiske indvirkning på naturen. Gennem en kombination af tegning, akvarel, foto, broderi og video belyser hun et af vor tids største dilemmaer om, hvordan vi forhindrer at drive rovdrift på naturen. For hvor stor aftryk kan vi tillade os at sætte, og hvornår skal vi lade naturen være i fred?

Klima, natur og grøn omstilling
Udstillingen er helt særlig, da den markerer Vandrehallen Kunsthals nye vision. I 2024 vil klimaet, naturen og den grønne omstilling være centrale temaer for det, Vandrehallen udstiller og de tanker, kunsten ønsker at vække hos de besøgende på Hillerød Bibliotek. Med et fokus på det gensidige møde mellem  litteratur og billedkunst sættes ord og billeder på verdener og situationer, som vi endnu slet ikke kan begribe. Det kan være svært at forstå konsekvenserne af de aftryk vi mennesker sætter på naturen, og det er her fiktionen kan træde i kraft som en kilde til refleksion og inspiration.

Hypotetisk picnic
Med titlen ’Hypotetisk picnic’ henviser Maria Finn til sci-fi romanen En picnic i vejkanten af Arkadij & Boris Strugatskij fra 1972 og drager paralleller mellem de alvorlige klimaaftryk vi mennesker efterlader i naturen og de ukendte besøgendes efterladte farlige artefakter, som opleves i romanen. Romanen er senere blevet filmatiseret af Andrej Tarkovskij i filmen Stalker (1979), som har taget afsæt for Maria Finns egne visuelle vandringer gennem to områder i Sverige, hvor kampen for naturen er både smuk og konfliktfyldt.

Rod og spor i naturen
I udstillingen vil de besøgende først møde tre monumentale fotobannere, der hænger ned fra Vandrehallens 8 meter høje loft. Bannerne skaber en visuel vandring gennem Barsebäck, hvor både den vilde natur, men også Barsebäcks atomkræftværk udgør markante elementer i landskabet.

Fotografiernes romantiske og samtidige kitschede udtryk sender en hilsen tilbage til atomkræftværkets årskalender, der blev produceret indtil 2020. Blyantsfortolkninger af Barsebäck-kalenderen samt den oprindelige kalender fra 2020 kan også opleves i udstillingen.

Udstillingen viser også en vandring fra det sydlige fjeldområde Kynnefjäll, hvor borgerne kæmpede i mere end tyve år imod myndighedernes forsøg på at bruge naturen som opbevaring for atomaffald og i stedet ønskede at bevare det som et naturreservat. Selve vandringen er en video re-enactment af Stalker og zoomer ind på de oversete detaljer i naturen som blade og spindelvæv, der lever videre i udstillingen som sanselige kunstværker i form af akvarel og broderi. Værkerne udfordrer ikke kun vores opfattelse af naturen, men inviterer også til dialog om vores forbrug og klimaansvar.

Om kunstneren
Maria Finn (f. 1963) er en svensk billedkunstner, der udforsker tematikker omkring erindring, tid og landskab. I sin kunstneriske praksis kombinerer hun ofte fotografi, tegning, video og tekst og referer til litterære eller filmiske værker, som hun delvist dekonstruerer eller bruger som afsæt for nye fiktioner. Finn er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og afsluttede i 2010 sin ph.d.-afhandlingen ’Billeder mellem ordet og filmen’, der undersøgte forholdet mellem litteratur, film og stillbilleder. Hun har haft flere soloudstillinger i Danmark, Sverige, Norge, Grækenland og USA. Desuden har hun kurateret adskillige udstillinger og udgivet flere publikationer, senest den fotografiske serie ’Careless Nature’ fra 2020.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Vandrehallen Kunsthal, Hillerød Bibliotek

Christiansgade 1
3400 Hillerød

Man-tors 10-18
Fre-lør 10-15
(Adgang for registrerede lånere alle dage 7-22)
Lukket fra 3. dec

Gratis entré

Kontakt

+45 72325835

Maria Finn: Hypotetisk picnic
20 jan 202414 mar 2024

Del

'Maria Finn: Hypotetisk picnic'

Facebook