Anbefalet under Det skal du se! uge 12
Malerier af solen, der står op og ned i horisonten, har ned igennem kunsthistorien inviteret til fordybelse. Solstrålerne, der brydes i en mangfoldighed af farver i atmosfæren, kaster et andet fortryllende lys over landskabet, over verden. Også i Lito Kattous malerier står solen op og ned i horisonten, men den kaster ikke bare lys over verden. De ild-røde og -gule farver fortærer og forkuller den også. Landskabet formørkes. Lito Kattous to malerier af solopgange og solnedgange er også billeder af et mørke, der breder sig. Drager farver himlen sort. Hekse træder ind på scenen. De mørke kræfter iler solen i møde.
Kattou, der nu er aktuel på Tranen med udstillingen Rain Calling, er født og opvokset som græsk-cypriot på Cypern i det mellemøstlige middelhav, et af klimakrisens hotspots. Siden 90’erne har stigende tørke tæret så meget på vandreserverne, at afsaltningsanlæg nu sikrer en stor del af vandforsyningen. Den plagede ø, hvor solen skinner 75% af året, vil fremover blive udfordret af væsentligt mindre regn, højere temperaturer, flere skovbrande og mere salt hav. Kattous malerier på aluminium præsenterer et Cypern, som hun betragter som ”et accelereret scenarie for den globale klimakrise.”
Cypern i dag er også en tilstandsrapport for kloden af i morgen. Øen i det østlige middelhav er et forvarsel om, hvad fremtiden på nordligere breddegrader har at byde på. Men på udstillingen er Kattou lige så optaget af, hvordan den globale klimakrise udspiller sig og opleves lokalt i lyset af historien. Det er med andre ord en udstilling udspændt mellem fortid og fremtid.
Kattous fødested er rundet af historien i den nordlige del af Mellemøsten kaldet den frugtbare halvmåne. Det var her, at landbrug, dyrehold og vandingsanlæg med mere først udviklede sig for over 10.000 år siden; og her, hvor man tidligt mærkede denne udviklings uforudsete konsekvenser så som tørke, der også plager og destabiliserer regionen i dag. Det var også her, at man før kristi fødsel tilbad landbrugets gudinde i græsk mytologi, Demeter. Gudinden gav kongesønnen Triptolomos de drager, som drev hendes vogn over himlen og altså styrer vejret og regnen. Dragerne er ned gennem historien blevet påkaldt for at sikre høsten og dermed udvikle landbrug, samfund og civilisation. Men Kattous drager genkalder også senere vestlig tro og overtro, hvor de hovedsageligt tager form af ildspyende bæster, der kun kan besejres af en heltemodig ridder, en bærer af oplyst kultur. De drager, der gør deres indtog i Kattous udstilling, er på en og samme tid håbefulde og ildevarslende tegn fra de højere magter på hvis nåde, mennesket lever.
Figurerne i forgrunden, der ligeledes gør deres indtog under Kattous brændende sol, er ligesom dragerne flertydige. Men de er mere ubestemmelige; ubestemmelige ligesom de historiske hekse, som har dannet forlæg for Kattous værker og på tværs af Europa blev bebrejdet alverdens ulykker. I kølvandet på den Lille Istid præget af svingende temperaturer mellem det 14. og det 19. århundrede blev hekse i stigende grad syndebukke. Klimaforandringerne, som forskere i dag tilskriver alt fra vulkanudbrud til affolkning, blev i mangel af bedre forklaringer udlagt som resultat af vejrhekse eller såkaldte tempestarii. Trods den katolske kirkes ambivalens over for en så blasfemisk læsning af Guds vilje på jord, greb heksejagten om sig. Frekvensen af henrettelser synes i de efterfølgende århundreder at være steget og faldet med temperaturen.
I græsk polyteisme, kristen monoteisme og middelalderlig folketro finder man historier om vejrmagere. Over tid er de blevet mere profane men ikke forsvundet. Tanken, at vejret er noget man ikke bare tilpasser sig men også kan ændre, lever videre i vore dages såkaldte geoengineering. Nu er det videnskabsmænd, forskere og entreprenører, der arbejder med alt fra CO2-fangst til modifikationer af stratosfæren, der håber hurtigt at kunne korrigere temperaturen under store kontroverser. Deres arbejde er symptomatisk for det nye århundrede vi er trådt ind i. Her er vores verdensbillede stadig mere præget af vor tids helt store fortælling, som geologer har døbt antropocæn. Mennesket siges nu i sig selv uden magi og overnaturlige evner at være en planetforandrende kraft. Mennesket, både afmægtig og almægtig, betragtes som problemet, men også løsningen.
I moderne tid har oplysning og det teknovidenskabelige fremskridt drevet drager og hekse på flugt. Men i vores stadig mere ihærdige forsøg på at kontrollere vejret, klimaet og jorden påkalder vi os til stadighed større og uregerlige kræfter; kræfter, som vi både længes efter og frygter i deres vælde og uudgrundelighed ligesom dragerne og heksene i udstillingen Rain Calling.
Lito Kattou (f. Cypern, 1990) er født og opvokset på Cypern og bor og arbejder i Athen. Hun er uddannet på kunstakademier i Athen, München og London. Hun var på residency hos Art Hub Copenhagen i 2020. Kattou har udstillet på tværs af Europa, men med Rain Calling vises hendes værker for første gang i Norden.
Kilde: Tranen
