Lise Kryger Simonsen: SOLO
3 feb 20225 mar 2022

Vi befinder os i en brydningstid, hvor kvinden har fået – eller mere præcist tilkæmpet sig – en ny stemme. En bølge af kønspolitiske forandringer raser hen over den vestlige verden, og de tektoniske pladers massive rystelser efterlader et forvandlet landskab, som for nogen kan fremstå ugæstfrit, men som for andre er et mulighedernes land, hvor helt nye veje kan trædes.

Lise Kryger Simonsen: FLY BABY #1. Pressefoto.

Kryger Simonsen er samtidskunstner og hendes værker altid et stærkt spejlbillede af den verden, de udspringer af. Med Fly baby tvinger hun blikket væk fra naturkatastrofer, coronakrise og storpolitiske brande og kigger demonstrativt mod håbet – konkretiseret i frigørelsen af kvindens (udtryks)muligheder.
Ikke i den forstand, at det er åbne døre, der sparkes ind. De stereotype kulturelle normer, som i årtusinder har holdt kvinden i et jerngreb, lever stadig. Forskellen er kvindens nye stemme: det brølende kor af valkyrier, som kortlægger tidligere tiders dobbeltstandarder for mænd og kvinder. NEJ, man behøver ikke at vælge mellem en lyserød garderobe og en hjerne. Og JA, kvinder er også liderlige.

Med andre ord er kvinden færdig med at hugge hæle og klippe tæer for at passe ind i den 2-dimensionelle form, der er skabt til hende. Færdig med at farve sit blonde hår mørkt for at blive taget seriøst. Færdig med at påtage sig skylden for samfundets kollektivt mangelfulde opdragelse af de drenge, som vokser op til mænd, der tror, at en crop-top betyder grønt lys.
Som samfund er vi er i gang med at få øjnene op for, i hvor høj grad vi har krævet af kvinden, at hun ændrer sit udtryk for at kunne blive accepteret, respekteret og taget seriøst. Og at vi har givet hende ansvaret for at tilpasse sig vej ud af ubehagelige og sårbare situationer.
But the times they are a changin’
Med poetisk følsomhed og optimisme portrætterer Lise Kryger Simonsen dette nye mulighedernes land og dets iboende løfte om ligestilling, lige muligheder og gensidig respekt uagtet køn, status og alder.

I sin visuelle behandling af temaet trækker kunstneren på inspiration fra forfatteren Edith Södergran – som i starten af det forrige århundrede revolutionerede digtningen med sin udforskning af den kvindelige identitet – og fra hendes nulevende arvtager, Ursula Andkjær Olsen, som tager stafetten op med temaerne køn, politik og samfund. Begge forener de smukt den kvindelige selvforståelse med en vidunderlig vildskab, og i den forstand er soloen en hyldest til mennesker, som står ved, hvem de er.
Som den lille fugl, der skal lære at tro på, at vingerne bærer, puster kunstneren til selvtilliden hos kvinden ved at sætte fokus på de opadgående vinde: tro på dig selv – flyv højt og vildt og frit! The sky is the limit.

Kilde: Galleri Sandberg

Galleri Sandberg

Vestergade 102, 5000 Odense C

Tirs efter aftale
Ons-fre 11-17
Lør 11-15

lukket uge 28-30

Kontakt

70707457

Lise Kryger Simonsen: SOLO
3 feb 20225 mar 2022

Del

'Lise Kryger Simonsen: SOLO'

Facebook