Kunsten Retro – samlingen vist som i 1972
23 sep 20227 jan 2024

Åbningen af Nordjyllands Kunstmuseum i 1972. Arkivfoto: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Kunsten Retro tager dig med på en nostalgisk og kunstnerisk tidsrejse tilbage til 8. juni 1972, hvor Nordjyllands Kunstmuseum åbnede. I dag hedder museet Kunsten Museum of Modern Art.

Udstillingen præsenterer et udvalg af de bedste kunstværker fra Kunstens permanente samling præsenteret som i 1972, da museet for første gang kunne byde gæster indenfor i den nye museumsbygning tegnet af Aalto og Barüel

Året 1972 var brede bukseben, Bowie på hitlisten, ærter i den revolutionerende kummefryser og en ny, ung Majestæt på den danske trone. I Nordjylland var det også året, hvor snoren blev klippet til det ultimative symbol på kulturens indtog i arbejderbyen Aalborg: Nordjyllands Kunstmuseum.

I 1972 kunne man gå på opdagelse i en udstilling, der præsenterede et udvalg af museets permanente samling. I skiftende dagslys, med hør på væggene, marmor og lysegrå gulvtæpper på gulvene kunne man her se værker af moderne danske og internationale kunstnere, såsom Asger Jorn, Richard Mortensen, Else Alfelt, Vilhelm Lundstrøm, Pablo Picasso, Lynn Chadwick, Le Corbusier, Max Ernst og mange flere.

Nu 50 år efter har museet skiftet navn til Kunsten, og samlingen er vokset til at indeholde knap 4.000 værker. De mest markante værker præsenteres nu i en helt ny udstilling under titlen Kunsten retro. Samtidig bliver hele samlingen tilgængelig digitalt for alle, og der vil være mulighed for at lave sine egne små samlinger online.

Fra hørvægge til hightech
Kunsten retro giver gæsterne en oplevelse af at træde 50 år tilbage i tiden.
Hele udstillingsarkitekturen fra 1972 – med blandt andet det karakteristiske hør på væggene – bliver genskabt. Og i de nostalgiske rammer bliver et nyt udvalg af værker fra Kunstens samling præsenteret. En samling, der i dag strækker sig over 100 års kunsthistorie.

I samme anledning offentliggør museet Kunsten Collection, der gør det muligt at tilgå samtlige værker fra museets samling online.

 

Kilde: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tir-tor 10-21
Fre-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 99824100

Kunsten Retro – samlingen vist som i 1972
23 sep 20227 jan 2024

Del

'Kunsten Retro – samlingen vist som i 1972'

Facebook