INDBLIK / UDSIGT
7 jan 201729 jan 2017

Den 7. januar 2017 åbner keramiker Sarah Oakman og glasformgiver Maj-Britt Zelmer Olsen op for deres kreative proces i bogstaveligste forstand, når de i udstillingen INDBLIK / UDSIGT tager beskueren i hånden gennem hele designprocessen – fra indsamling af inspiration over skitsering og materialeprøver til færdigt produkt.

Den skabende proces er ofte indadvendt og intuitiv, og kunsthåndværkeren deler sjældent den lange proces med andre end sig selv.
I en tid hvor materialitet og stoltheden ved det gode håndværk aldrig har været mere i fokus, men hvor produktion af kunsthåndværk paradoksalt nok i højere og højere grad flyttes til udlandet, finder de to kunsthåndværkere det interessant at lave et projekt, der har til formål at belyse netop den kreative, skabende proces og dens store værdi.

Gennem et tæt samarbejde arbejder de to kunsthåndværkere med udviklingen af et nytænkt spisestel med dele i både glas og keramik, der har tydelige referencer til deres hjem på Bornholm.
Maj-Britt Zelmer Olsen har mange års erfaring som udøvende glasformgiver, og med en uddannelse fra både England, Bornholm og KADK, er hendes virke funderet i et stærkt materialekendskab, der kommer til udtryk gennem et enkelt og ærligt formsprog (www.zelmerolsen.dk).

Sarah Oakman er nyuddannet keramiker fra KADK Bornholm, har for nylig deltaget i bl.a. Forårsudstillingen på Charlottenborg, Kunstnernes Efterårsudstilling samt Biennalen for Kunsthåndværk og Design og driver til daglig virksomheden Oh Oak, hvorigennem hun designer og producerer sanselig keramik til hverdagsbrug (www.ohoak.com).

Pressefoto
Pressefoto

Til daglig deler de to kunsthåndværkere værksted i havnebyen Nexø, på Bornholm, og det er også her, de henter inspirationen til projektet. Kontrasterne mellem den rå bornholmske natur og det industrielle havnemiljø har især været katalysator for deres kreative proces. Selvom inspirationen udspringer direkte fra Nexø havn, er temaet omkring menneskets samspil med naturen allestedsnærværende, og gennem et tæt samarbejde med den lokale gourmetrestaurant, Molen, med blandt andet stjernekok Daniel Kruse i spidsen, som har arbejdet på michelinrestauranten Formel B samt er med på kokkelandsholdet, udfordrer de to kunsthåndværkere vores gængse forståelse af, hvordan materialerne glas og keramik kan nytænkes og benyttes i en kontemporær borddækning.

Udstillingen giver beskueren et sjældent indblik i kunsthåndværkerens virke og viser hele designprocessen – fra de første streger på papiret til de endelige værker.

Kilde: Officinet – Danske Kunsthåndværkere & Designere

Officinet

Bredgade 66
1260 København K

Tir-fre 12-16
Lør-søn skiftende åbningstider

juli:
tir-søn 12-16
tor 12-18

aug:
dagligt 12-17

Gratis entré

Kontakt

+45 33152940

INDBLIK / UDSIGT
7 jan 201729 jan 2017

Del

'INDBLIK / UDSIGT'

Facebook