Iben Toft Nørgård og Lars Lundehave Hansen: Troubleshooting
23 apr 20226 jun 2022

Lars Lundehave Hansen: Monument (detalje), 2022, lyd-installation, H 284 x Ø 600 cm. Pressefoto.

På denne udstilling af cross-species-hybrider dokumenterer værk efter værk levende organismers forskelligartede formeringsstrategier og mutationsmåder. Endnu er de synlige resultater heraf ikke navngivne, klassificerede, indsat i en taksonomi eller habitats-bestemte, men samlet set udgør de et hotspot for kunstnerisk forløste trans-missioner fra nedbrydning, henvisnen, uddøen, tab og sorg til produktion og fødsel af nye, kraftfulde liv, der stemmer til både alvor og humor. – fortæller Iben Toft Nørgård om temaet for hendes aktuelle værker.

Iben Toft Nørgårds værker er ofte blevet frembragt med afsæt i udklip fra illustrerede fauna- og floratavler, der sammenkobles til et væv af formdannelser, som dokumenterer en mangfoldig fremvækst af endnu ukendte insekt- og plantearter. Hertil føjes nu også værker skabt af organisk plantemateriale, der eksperimentelt udsættes for tryk, tørring eller brænding. Beskueren stilles bl.a. over for keramiske fossiler, arkæologiske relieffer og puppeagtige rester af papirkant, Samlet set vidner værkerne om biologiske organismers evne til nykonstruktion af livsformer gennem hybridisering. En kendt formdannelse klippes eller rives i stykker, nedbrydes, dør for at danne rammen for fødslen af nye, uforudsigelige formater i hhv. to- og tredimensionelle rammesætninger.

En imposant konstruktion er placeret centralt i udstillingsrummet, som en kryptisk scenografi, hvor røgen pulserer ud underneden mens højttaler-enheder gisper efter luft i slowmotion og væggene vibrerer lav-frekvent. I den centrale del af konstruktionen får man adgang til en række tableauer i forskellige etager: Herinde foregår optiske illusioner med roterende lys, farvefiltre og refleksfolie. Værket er så tungt, at man næsten ikke kan trække vejret. – forklarer Lars Lundehave Hansen om konstruktionen Monument.

Værket er en hybrid af tidligere kunstneriske greb, uudforskede værk-ideer og storhedsvanvid samlet i en ny retning og gestaltet som et monument over fortiden, der skuer ind i fremtiden; En krydsning mellem et kunstværk og et rumfartøj; Et koncentrat af 20 års virke og erfaring formuleret som et åbent spørgsmål til de næste 20 år.

Kilde: Kunstpakhuset

KUNSTPAKHUSET

Lille Torv 5
7430 Ikast

Tors-søn 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 23111019

Iben Toft Nørgård og Lars Lundehave Hansen: Troubleshooting
23 apr 20226 jun 2022

Del

'Iben Toft Nørgård og Lars Lundehave Hansen: Troubleshooting'

Facebook