I gruppeudstillingen Between grains of sand(salt) præsenterer gas9gallery værker af syv unge danske og internationale samtidskunstnere, hvis værker og stemmer flettes sammen i et kollektivt, omsorgsfuldt og komplekst landskab, engageret i nutidens kriser – verdslig og meget mere. Nogle hvisker med en stille følsomhed, andre råber og kræver vores opmærksomhed. Tilsammen danner værkerne et mønster af personlige, politiske historier, der er ikke-lineære og bruger fiktion i deres tilgang.
Gennem forskellige medier; video, digital vævning, maleri, skulptur og keramik, inviterer kunstnerne os til at dykke dybere, og fra flere vinkler, i historier, der går på tværs af tid og rum med nye agenter og fortællinger.
Ved første øjekast kan udstillingen minde om drømmebilleder, fabler eller elementer fra steder langt, langt borte, men ser man nærmere, begynder det at tage form som den verden vi allerede kender. Siden oldtiden har historiefortællere været optaget af ikke-lineære tidslinjer, flashbacks, minder, drømme, forestillinger og fantastiske elementer er blevet anvendt for at afdække menneskelighedens kompleksitet, den materielle verden og det hinsides. Disse metoder kan spores tilbage til indiske epos, f.eks. Mahabharataen, Homers Iliaden, arabiske folkeeventyr, og er i dag mest kendt fra science fiction og skønlitteratur. I de sidste årtier har forestillingsevnen, worldbuilding og interdisciplinære studier fundet plads i videnskaben, som metoder til at udfordre den vestlige (bias) vidensproduktion samt give plads til nye, komplekse fortællinger.
Med dette i mente præsenterer Between grains of sand(salt) kunstnere, der graver historier frem, der forsvinder blandt støjen, og som stiller sig kritisk overfor de fortællinger vi bliver præsenteret for, og hvorfra og hvem vi lytter til. Vi inviterer dig til at gøre det samme.
Between grains of sand(salt)
I udstillingen vises videoværket Sacred Internet in Climatime (2021), der inviterer os ind i en transnational dialog, der krydser lineær tid og rum. Videoen er bygget op som et diptykon af to levende billeder med undertekster på både engelsk og arabisk. Teksten bliver en del af billedet, da den forlader undertekstrummet og skyller ind (og forbliver) mellem de levende billeder. Da kunstnerne Samara Sallam og Kate Sterchi skabteværket, var de placeret i forskellige lande, med havet/havene imellem sig som fælles materiale for deres adskillige forestillinger og fortællinger. Fraværet af en egentlig krop synes både at suspendere og fastholde en legemliggjort tilstedeværelse og ligeledes peger den overfladespænding, de refererer til, på en konstant forhandling af, hvad der er på færde når hverdagsminder, drømme, rumvæsener og hjem krydses.
Ida Rasellis skulptur Baldacchino (2019), en høj organisk form med mørk og kornet tekstur, voksede ud af den (øko-)angst hun følte i sommeren 2018, den varmeste siden 1874, og fra en længsel efter at forenes med naturen. Gennem processen med at besøge det dengang tørre danske landskab, indsamle og formgive ler, mærkede Raselli en eksistentiel ro sænke sig i mødet med naturens agens og kraft. Hun oplevede, at skulpturen blev til i et både terapeutisk og kropsligt samarbejde mellem kunstner og materiale. Dette bestemte skulpturens monumentale form, der bryder gennem beton og tårner op som et individ i sig selv – som et billede på den nødvendige kapitalismekritik og modstand mod vestens brug-og-smid-væk-kultur.
Olivia Rode Hvass viser flere værker; tegninger, skulpturer og en digitalt vævede gobelin serie De varme hænder (Hot hands!) (2023) – der tilsammen skildrer et tværhistorisk oprør og ritualer for miljømæssig og social forandring, hvor pindefigurer danser i heksecirkel omkring en brændende bil og vokser frem fra asken og resterne af fortidens kampe. Gennem brug af myter og eventyr undersøger Hvass ideen om at ‘sætte ild til det hele’. Hvad og hvem vil overleve og klarer prøverne? Det er en fortælling om længsel, sorg og håb, når en overdimensioneret tændstik står side om side med brændte sommerfugle, der mod alle odds stadig flyver, og hvor solsikker minder os om menneskers urokkelige og brændende tro – ‘den, der følger Solen’.
På gulvet står keramiske værker af Ihsan Saad Ihsan Tahir, bl.a. hans seneste værk They disappeared behind the sun (2023), en stor, monumentalt, gul-brun krukke. Det tørre ler bliver baggrund for et abstrakt og detaljeretlandskab med tegninger, tekster af moderne slang og ordsprog og maleri, hvor begitning og ridser opdeler krukken i felter. Motiverne blander scener og elementer, der refererer til Tahirs liv på tværs af Danmark, Los Angeles (USA) og Irak. To mænd i omfavnelse er malet med baby-blå ved siden af knogler fra et okseskelet efterladt i ørkenen – to modsatrettede billeder, der skildrer intimitet overfor forfald. I en båd står en person med en åre, og en anden båd uden passager sejer nedad mod strømmen. To tekster omkranser krukken; titlen, som refererer til forsvundne mennesker under Irak-krigen(e), og ordet STRANGER. Med disse ord, samt “Wallah sister, everyone’s chasing euros”, inviterer Tahir os til at reflektere over relationer og omsorg på tværs af rum og generationer, og stiller skarpt på verdens relationelle kriser og de magtstrukturer, der styrer dem.
I Hannah Amalie Nielsens monotypier og keramiske svampe er fortællinger om forbundethed, samarbejder og relationer i fokus. Hendes tryk er skabt som collage, hvor et selvportræt møder ingraverede mønstre af familieejede hæklinger og abstrakte farverige penselstrøg, der mimer helbredende psykedeliske oplevelser. Her smelter fletningens knuder sammen med de hæklede tråde, som billede på det håndgribelige og uhåndgribelige materiale, der binder os på tværs af sfærer, tider og generationer. Det kan være genstande, minder og erfaringer, overleveret fra familiemedlem til familiemedlem. Ligeledes er de keramiske svampe skabt som en kollektiv praksis mellem Nielsen og hendes mor, og vokser frem fra kunstnerens interessen for alt det svampene er symbol for; magi, vegetation, kvindelig skabelse samt det sprog, der gennem historien har været knyttet dertil – både helbredende, plejende, men også vild og giftig.
I Abul Hishams diptykonmaleri Ripples and Waves (2020) svømmer adskillige mænd rundt i et stormfuldt, bølgende hav blandt lyserøde blomster, frugter og dyr. Nogle omfavner hinanden, kæler katte og bliver fodret af fuglene, mens andre træner og kigger ud gennem vandets overflade med svømmebriller på. I den ene del af diptykonet løfter en mand et kranie op, studeret det og holder tale foran en gruppe opmærksomme tilskuer. Et velkendt motiv af menneskets videnskabelige interesse i liv og død samt af vidensdeling gennem fortælling. På den anden del af diptykonet er der opstået oprør i flokken, og flere mænd dykker hektisk og søgende ned i vandet i forskellige, modsatte retninger. I maleriet Recitation 5 (2019) har Hisham malet en slange, der snor sig omkring ruinen af en kirkegård – et billede på hvorledes naturen tager over efter menneskets fald. Hundrede røgelsespinde er sat på værket i et stringent mønster, til minde om tidligere generationers mange recitationer. I begge værker kombinerer Hisham moderne elementer fra indiske tegneserier med personlige hverdagsscener og historiske billedsprog inspireret af det asiatiske Mughal-maleri fra 1600-tallet. Værkerne præsenterer hermed en ikke-lineær fortælling, der peger på, hvorledes ord, handlinger og relationer skaber ringe i vandet, der går tværs over tid og rum.
Udstillingen Between grains of sand(salt) er ikke en historie væk fra virkeligheden – men derimod en søgen efter ny viden om vores faktiske verden og om den fremtid, vi sammen bør arbejde hen imod. Vi takker kunstneren for deres deltagelse, og er stolte over at præsentere deres værker!
Samara Sallam, Kate Sterchi, Olivia Rhode Hvass, Ihsan Saad, Ihsan Tahir, Hannah Amalie Nielsen, Abul Hisham.
