Fredrik Raddum: Uncover
21 maj 20162 jul 2016

Et farvestrålende krater dér, hvor ansigtet burde sidde; en krop, der skyder ryg i en flyttekasse; halvnøgne mennesker uniformeret af smilende papæsker.

Fredrik Raddum: Human excavation. Pressefoto
Fredrik Raddum: Human excavation. Pressefoto

I sin nye udstilling UNCOVER hos Hans Alf Gallery hudfletter Fredrik Raddum endnu engang det moderne menneske, dets væsen og vaner: alene og i flok; i paradoksale såvel som i dybt prosaiske situationer.

UNCOVER præsenterer en række nye skulpturer og installationer, der føjer yderligere facetter til den norske billedhuggers unikke kombination af alvor og satire. I Raddums på én gang naturalistiske og tegneserieagtige formsprog møder vi os selv, det moderne menneske, i en ramsaltet men evigt nøjagtig projektion, der på én gang både henrykker og forstemmer.

Tegneserieæstetikkens naive, næsten sorgløse udtryk stiller sig velvilligt til rådighed som afledningsmanøvre for alle de alvorstunge spørgsmål, Raddums værker også altid stiller beskueren uden at blinke. Hvordan behandler vi den verden, vi lever i? Hvordan behandler vi hinanden?

Raddums figurer viser os velvilligt deres køn og halvnøgne kroppe, men ansigterne får vi ikke at se: De er gemt under papsmil, sprængt væk af farveeksplosioner, druknet i en flyttekasse, udtværet af afsindig makeup eller skjult under dej. Det dobbelte nærvær og fravær; den totale ekshibitionisme og kejtede forfængelighed; handling og passivitet i én lang, umiskendelig bevægelse; det moderne menneske i sin grundtilstand af sitrende ambivalens. Og alligevel spørger de os allesammen om det samme:

Hvordan behandler du dig selv?

Kilde: Hans Alf Gallery

Hans Alf Gallery

Holbergsgade 8
1057 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – nej
Handicaptoilet – nej
Gratis for ledsager – ja

tirs-fre: 12-18
lør: 12-15 og efter aftale.

Gratis entré

Kontakt

+45 25 75 10 57

Fredrik Raddum: Uncover
21 maj 20162 jul 2016

Del

'Fredrik Raddum: Uncover'

Facebook