Frederik Næblerød: Masquerade
1 sep 202329 okt 2023

Frederik Næblerød, ‘Masquerade’ (2023). Del af serie. Foto Alice Folker Gallery

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

I sensommeren 2023 åbner soloudstillingen Masquerade af den danske billedkunstner Frederik Næblerød på Gl. Holtegaard. Her vil et scenografisk forløb gennem de barokke stuer flette fortidens enevældige kultur og drømme sammen med nutiden og Næblerøds ekspressive univers.
Når Frederik Næblerød til september indtager Gl. Holtegaard, bliver der knald på farver, fantasi, fortællinger og teatralske virkemidler.

Udstillingen Masquerade fabulerer over den farverige fortælling om Gl. Holtegaard, som landsted for arkitekt og generalbygmester Lauritz de Thurah, der lod det bygge i 1756 med forbillede i Ludvig 14.s Versailles. Det er både stedets konkrete historie, men i høj grad også 1700-tallets hierarkier, adels- og hofkultur, der interesserer Frederik Næblerød; de ambitioner og drømme et sted som Gl. Holtegaard opstod af, og den stræben, der ligger i at etablere et barokanlæg inspireret af Versailles bare til sig selv, er afsæt for udstillingen.

Som titlen antyder, undersøger Næblerød blandt andet maskeraden som kulturfænomen; identitetslegen, hvor man for en stund kan iklæde sig en maske og vende op og ned på hierarkier. Kongen kunne for en stund være bonde, bonden konge, manden kvinde og kvinden mand. Næblerød er optaget af enevælden og hof- og adelskulturen med dens forstillelse, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Udstillingen byder på domesticerede scenarier i hvert rum med middagstaffel, spejlsal og jagtstue med fantasifulde blandinger af jagttrofæer og våbenskjold. Næblerøds udstilling omfatter også et særpræget persongalleri hvor både hofnarren, genfærd og andre mærkværdige personager spiller en rolle.

Frederik Næblerøds kunst bærer præg af et ekspressivt udtryk og en skabertrang, der kan mærkes langt ud over rammen. Udstillingen på Gl. Holtegaard byder på endnu usete sider af billedkunstneren, når han går til udstillingsrummene med et totalinstallatorisk greb og skaber et scenografisk forløb udfoldet i keramik, maleri, polyfilla-relieffer og rekvisitter, der giver publikum en vibrerende, levende og tankevækkende oplevelse.

BIO – FREDERIK NÆBLERØD
Frederik Næblerød (f. 1988) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. Hans værker er repræsenteret i samlinger som bl.a. Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Vejle Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen. Han har desuden udstillet internationalt på Anat Ebgi i Los Angeles, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Gl. Holtegaard

Attemosevej 170
2840 Holte

Tirs-fre 12-17
Tors 12-20
Lør-søn 10-17

Entré til udstillinger
Alm. entré: 75 kr
Senior (+65): 65 kr
Ung (-30): 65 kr
Børn under 18: Gratis entré

Kontakt

46 11 58 88

Frederik Næblerød: Masquerade
1 sep 202329 okt 2023

Del

'Frederik Næblerød: Masquerade'

Facebook