Forvandlingen: Gay Christensen, Oda Knudsen og Peter Stuhr
24 sep 202230 okt 2022

Gay Christensen: Til bogen om Giertrud Birgitte Bodenhoff. Foto: Karsten Weirup.

Udstillingsprojektet Forvandlingen er et samarbejde mellem de tre kunstnerne Gay Christensen, Oda Knudsen og Peter Stuhr, der arbejder i vidt forskellige materialer.

På udstillingen viser Peter Stuhr mobiler i glas (i samarbejde med Per Hebsgaard). Oda Knudsen viser maleri og Gay Christensen træsnit.

De tre kunstnere har vidt forskellige kunstneriske temperamenter – men forenet i denne udstilling gennem personlig sympati og kollegial respekt.

Gay Christensen døde desværre i august 2021 før hans udstillingsidé var realiseret. Og Oda Knudsen døde i april 2022. Projektet realiseres nu af Peter Stuhr med hjælp fra Gay Christensens hustru, Ulla Fosholt, og Oda Knudsens familie.

Udstillingens ligefremme idé og hensigt er, at vise et bestemt værks funktion og ikke mindst forandring i mødet med et værk af anderledes karakter. Idéen om det forandrende møde mellem værker, hentede Stuhr i europæisk kulturhistorie. Fra det græske epos ”Odysseen”, kender vi til forvandlingens synergi i mødet med det fremmede – det anderledes.

Udstillingen skal ses og opleves som et projekt uden tydelige spor af strategier og særlige idéer fra den enkelte kunstner, og står dermed snarere som en overgivelse til tilfældigheden uden en forståelig logik og orden. En ophængning og sammenstilling af den art gør man som kunstner kun, hvis man har modet til at se i øjnene, at man altid er et udslag af påvirkninger; at man som kunstner lever i det mangfoldige felt af gensidig inspiration til alle tider.

Ophængningen og placeringen af værkerne i udstillingen vil således ikke ske ud fra filosofiske eller litterære problemstillinger og principper men derimod på billedernes direkte vilkår. Udstillingen opererer ud fra billedernes liv, som hele tiden skaber nye ringe i vandet på en sådan måde, at ophængningen slutteligt danner en mosaik, der falder i hak og danner et helhedsbillede.

I forbindelse med udstillingen udgives et katalog, med selv samme titel, med forord af Torben Weirup og tekst af Asger Schnack.

 

Kilde: Kunstpakhuset

KUNSTPAKHUSET

Lille Torv 5
7430 Ikast

Tor-søn 12-16

Gratis entré

Kontakt

+45 23111019

Forvandlingen: Gay Christensen, Oda Knudsen og Peter Stuhr
24 sep 202230 okt 2022

Del

'Forvandlingen: Gay Christensen, Oda Knudsen og Peter Stuhr'

Facebook