Else Alfelt: Bjergtaget
31 maj 202013 dec 2020

Den danske kunstner Else Alfelt indtager en unik position i dansk modernisme – begavet med et sjældent talent for farve og en ufravigelig kunstnerisk integritet. Hun vidste allerede som barn, at hun ville være kunstner, og på trods af stereotype kønsroller var hun en vigtig brik i flere af de banebrydende kunstnergrupperinger fra 1940erne og frem. Mest kendt er hun for sin rolle i Cobra-bevægelsen, men hun var samtidig så meget mere end det!

Else Alfelt: Regnbuen, 1954. Olie på masonit, 245 x 498 cm. Skitse til mosaikudsmykning på Rungsted Kommuneskole. Foto: Ralf T. Søndergaard. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

ELSE ALFELT 110 ÅR
Else Alfelt er født i 1910 og blev allerede i barndomsårene, på børnehjemmet i København, ansporet til en fremtid som kunstner. Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1936 og var fra da af en integreret del af de avantgarde kunstnergrupperinger som blandt andre Helhesten, Høst og Cobra. Mest kendt er hun for sin medvirken i Cobra, mens hendes formsprog adskiller sig markant fra de øvrige medlemmers fortællende værker. Alfelts samlede værk fremstår som en gentagende påmindelse om menneskets uanselige rolle stillet over for universet, ”altet” og den storslåede natur. Disse naturimpressioner fylder salene på kunstnerens eget museum, når vi i 2020 fejrer Alfelts 110 år med udstillingerne ”Bjergtaget” og ”Universets Blomst”. I samme anledning kan man den 24. september – 9. oktober 2020 opleve en teaterforestilling om kunstneren under titlen ”Kloder i gyldent rum” på Team Teatret i Herning.

BJERGTAGET
”Maanen, solen, bjergene, floderne og rummet er for mig evighedsbegreber”. Sådan forklarer Else Alfelt selv sin store fascination af naturen og ikke mindst bjerge. Fælles for – næsten – alle Alfelts værker er, at der er tale om naturmotiver, og at hun er betaget – faktisk bjergtaget – af den natur, hun maler. En natur, der ikke blot er en billedskøn gengivelse, men en natur som tildeles et nyt formsprog, hvor kantede og pågående bjergformationer pryder lærredet. En natur, der virker bekendt og rolig, men som samtidig er ny, abstrakt, voldsom og anmassende. Således afbilleder Alfelt ikke kun den virkelige natur, men skaber en ny natur i samspil med den eksisterende. Ordet ’bjergtagning’ stammer fra den nordiske folketro og er en gammel forestilling om, at elvere og bjergfolk kunne lokke mennesker ind til sig i bjerge, høje eller store sten. I vores moderne brug af ordet betyder det, at man er tryllebundet, besat eller betaget af noget. Alfelts mange gentagne abstrakte naturmotiver fortæller om en kunstner, der ikke kun har været betaget, men også dybt bevæget – endda grebet – af en storslået naturoplevelse og særligt i mødet med bjergene. Alfelts bjerge kan se meget forskellige ud. Men fælles for dem alle er, at bjergets store stenmasse er en bestandig størrelse, altid den samme, mens verden rundt om konstant forandrer sig.

Derfor er det også med inspiration i Alfelts fascination af særligt bjerge, at museets udvidelse i 1993 blev markeret med en prisme. En prisme der med sine skarpe kanter rejser sig som et farvestrålende bjerg foran museet. Og netop derfor er udstillingen BJERGTAGET at finde i museets Prismesal. Forbered dig på at blive bjergtaget. Bjergtaget af en kunstner, der ser, oplever, gengiver og fortolker naturen, og hvis værker giver et nyt pulserende og livligt motiv tilbage til netop den natur, som hun holdt så meget af.

Kilde: Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum

Birk Centerpark 1
7400 Herning

Tirs-søn 10-16

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 96288650

Else Alfelt: Bjergtaget
31 maj 202013 dec 2020

Del

'Else Alfelt: Bjergtaget'

Facebook