Anbefalet under Det skal du se! uge 11.
Betalt indhold
Pressemeddelelse:
“Vi lever i en tidsalder af opfundne, alternative verdner. Tolkiens Midgård, Rowlings Hogwarts, Hunger Games’ dystopiske univers,” konstaterede Nobelpristager og forfatter Salman Rushdie for snart 10 år siden. Og i dag er tendensen kun endnu mere markant. Fantasy og alt, hvad genren trækker på, sætter sit fede aftryk på litteratur, film, serier, diverse spil og nu også samtidskunst. Fantasy er i dag både subkultur, massekultur og gryende finkultur. Men Rushdie besynger ikke udviklingen. Ligesom mange andre før og efter ham, mener han, at fantasy ikke bruger forestillingskraften til at ”berige virkeligheden”, men til at ”flygte fra den.”
Siden den moderne fantasys ophavsmand J.R.R. Tolkiens debut er genren blevet affejet som barnlig, apolitisk eskapisme. Kritikere har ret i, at rendyrket fantasy kan synes hævet over, hvad der aktuelt rører sig i vor samfund. Det hænger sammen med, at megen fantasy også er fordybet i den natur, som samme samfund har udgrænset – og nu så småt begynder at mærke konsekvenserne af. Dét er givetvis en væsentlig grund til, at fantasy nu ikke bare er en massiv kulturindustriel succeshistorie. Genren sætter sig også stadig dybere spor i skønlitteraturen og på den yngre kunstscene. Derfor ønsker Tranen med udstillingsprojektet ECO-FAN at præsentere fantasy i et andet lys.
Eco-fan er kort form for økologisk fantasy i bred forstand. Centreret om de unge danske kunstnere Frederik Exner, Olivia Rode Hvass og Ava Samii samt grækeren Theo Triantafyllidis sætter projektet fokus på en økologisk strømning inden for fantasy. Alle kunstnerne er vokset op i en kultur, hvor moderne fantastiske fortællinger har fyldt meget i de formative år og nu derfor både kan udforskes yderligere eller holdes ud i strakt arm. I deres værker vækkes fortryllende væsner og verdner til live, som samtidig synes truet på deres eksistens. Den aktuelle og affortryllende klimakrise og sjette masseuddøen, hvor stadig flere arter søger at tilpasse sig eller forgår, er en del af udstillingens horisont.
Olivia Rode Hvass bearbejder i sit hængende tæppe fra serien My Heart Breaks Everyday… Until I Run Away en kendt serie gobeliner fra omkring 1500, Jagten på Enhjørningen. I Rode Hvass’ version er hovedpersonen ikke længere jægeren, men den jagede og den indfangede enhjørning har ikke længere noget horn. Dyret er nu ’blot’ en hest, men genfortryllet i noget à la det amerikanske franchise My Little Ponys farverige gevandter. I Frederik Exners bemalede skulptur Upstreamer ses også et væsen i forvandling, halvt menneske halvt frø. På tværs af kulturer og epoker har mennesket spejlet sig i frøer, hvis forvandlingskraft fascinerer. I dag kan deres evne til at ånde gennem huden i tæt stofskifte med en omskiftelig verden synes attråværdig. Men deres afhængighed af de omgivelser, som mennesket i høj hastighed forandrer, gør dem sårbare – ligesom mennesket. Masseuddøen rumsterer også i Ava Samiis nye værk, en mindetavle betitlet Walk With Me. Organiske objekter som slangeham, menneskehår og rav er rituelt nedsunket i epoxy, som om de i den rette konstellation kan åbne en portal mod en anden følelse, en anden tid. I Theo Trianfydillis’ live simulation, Ork Haus, følger man en orkfamilie. Mor, far og to børn har – ligesom alverdens hjemløse dyrearter – bosat sig i uvante rammer, et parcelhus, der er raseres af hærgende uvejr. Trianfydillis fremstiller de i Tolkiens univers onde orker som følsomme væsner. De fremtræder ubehjælpsomme i moderne højteknologiske liv, hvor Mark Zuckerberg’s drøm om at ”arbejde hjemmefra” i metaverset iscenesættes som mareridt. I kunstnernes værker bliver temaer så som forvandling, som man kender fra diverse mytologier til overleverede eventyr, bearbejdet på ny i lyset af en verden i forandring, hvor habitattab kræver både flugt og tilpasning.
I klima- og biodiversitetskrisens tid leder mange efter udveje fra fremskridtets blindgyder. Dyrkelsen af alternative virkeligheder, verdensbilleder og livsformer er nok en flugt, men ikke desto mindre nødvendig. Som forfatter Ursula K. le Guin har fastslået: Ja, Tolkien ”sagde, at fantasy er eskapistisk, og det har den ære af. Hvis en soldat er fanget af fjenden, betragter vi det da ikke som hans pligt at flygte?”
Såvel Tolkien som le Guin har måtte forsvare deres fantastiske fortællinger om henholdsvis overnaturlige væsner i skovenes dyb og troldmænd på vilde vover i opdigtede øhav. Som den indiske forfatter Amitav Ghosh skrev i 2016, har kanon siden midten af det 19. århundrede privilegeret realisme. I den industrialiserede og urbaniserede verden, hvor menneskets naturlige omgivelser er blevet kortlagt, kulegravet og udnyttet, har ’den gode litteratur’ handlet om forandringerne i kulturen, ikke naturen: ”Det var præcis i den periode, hvor menneskelig aktivitet ændrede jordens atmosfære, at den litterære forestillingsevne blev radikalt centreret om den menneskelige form. Såfremt man skrev om det ikke-menneskelige overhovedet, var det ikke på den seriøse fiktions gods, men snarere ’det lille hus’ på tværs af gården, hvortil science fiction og fantasy var blevet forvist”
En lignende erkendelse spores allerede i Tolkiens essays og romaner. I en programtekst fra 1939 beskrev han selv alt fra mytologier til folkeventyr som alternativer til ”antropocentrisk”, dvs menneskecentreret, kunst. Den britiske forfatter, der også var professor i filologi ved Oxford, var bl.a. optaget af en anden samtidig Oxford professor. Det var botanikeren Arthur Tansley, der opfandt begrebet økosystem og agiterede for naturbeskyttelse, bl.a. som formand for den britiske naturstyrelse. Interessefællesskabet er åbenlyst i Tolkiens hovedværk, Ringenes Herre. Fortællingen kan læses som en lang vandring gennem en række overlappende økosystemer, hvor menneskene ikke er hovedpersonerne, og såkaldte hobbitter og oprørske træer bekæmper industrialiseringens og afskovningens onde kræfter anledt af troldmanden Sauron.
Hvis Tolkien i dag er blevet guldstandard for fantasy, er det i kraft af den tradition så gammel som litteraturen selv, som han studerede i sin forskning og opsummerede i sine romaner. Hans inspirationskilder trækker en linje ned igennem historien fra viktorianske romanforfattere som William Morris og George MacDonald, der var dybt begravet i tysk romantik, over middelalderlige historier i renæssance skribenten William Shakespeares srkifter til det middelalderlige Beovulfkvad, nordisk mytologi, den romerske digter Ovid og de græske myter, som han bearbejder. Traditionen spores helt tilbage til verdenslitteraturens første epos fra Mesopotamien i vor tids Irak. Det er beretningen om den tragiske helt, sagnkongen Gilgamesh, der vil skaffe træ til sit folk, dræbe skovens vogter, uhyret Humbaba, og fælde Cedarskoven, men ender med at vække gudernes vrede. Fantasys opblomstring er også en genopdagelse og opdatering af den uomgængelige litteratur- og kulturhistorie, hvor økologiske spørgsmål blev behandlet inden de blev en videnskabelig disciplin.
Overnaturlige væsner fra uhyret Humbaba over ildspyende drager til trolde og elverfolk har ned igennem historien ikke blot været underholdning for børn. De er blandt meget andet også hjemmehørende i en animistisk naturopfattelse, hvor mennesket konfronteres med fremmed ikke-menneskelig bevidsthed, vilje og handlekraft. Animisme forstås antropologisk imidlertid ikke længere blot som en opfattelse af verden gennemtrængt af ånd og liv, men også som respekt for omgivelserne. Fra New Zealand til Ecuador har man derfor vedtaget naturrettigheder, der er mere i tråd med indfødtes verdensbillede end fx den moderne vestlige naturopfattelse.
Som skønlitterær forfatter og cand.mag. i folkloristik, Charlotte Weitze, har påpeget i Klimaet og kunstneren fra 2022: ”Mange af de gamle fortællinger handler om menneskets forhold til naturen, der bliver personificeret i mødet med et overnaturligt væsen. Sommetider er væsnerne venlige, andre gange straffende. Det afhænger af, hvordan mennesket behandler naturen. Dæmonerne dukker op, når der krydses en grænse. I mark- eller skovskellet eller på broen over åen.” Overtroen markerer med andre ord en bevidsthed om menneskets egen begrænsning – og i dag, kunne man tilføje, en tvivl om, hvor vidt vi overhovedet har blik for disse grænser.
Samtidens eco-fan er præget af både en naturvidenskabelig udlægning af klima og jordsystemet og dyrkelsen af overnaturlige fænomener, som samme naturvidenskab har bidraget til at afvikle. Ifølge den unge forfatter Rasmus Daugbjerg er hans roman om skovrydning, Trold fra 2022 med forside af Frederik Exner, resultat af krydslæsning af klimarapporter og folkeeventyr. Det kan synes paradoksalt. Men det er ikke meget anderledes end sameksistensen af tiltro til klimavidenskaben og mistro til teknovidenskaben som problemknuser.
Med gruppeudstillingen ECO-FAN lanceres en ny genrebetegnelse for kunst og kultur, der perspektiverer vor tids ødelæggelse af naturgrundlaget. Begrebet er en variation over den nye underkategori af science fiction, der kaldes cli-fi, kort for climate fiction, som er blevet megen opmærksomhed til del. Men cli-fi har også skygget for nye fantastiske tendenser inden for samme område, som er underbelyste. Imens sci-fi trækker på det teknovidenskabelige fremskridt siden oplysningstiden, har moderne fantasy rødder i et førmoderne, fx middelalderligt, verdensbillede, hvor mennesket stadig er underlagt en beåndet naturs ustyrlige kræfter og altså delvist besindet på egen almagt. Det er med fantasys historiebevidsthed in mente, at Tranen præsenterer eco-fan som genrebetegnelse – ikke for at ghettoisere kunsten, men åbne den mod verdenslitteraturen og kunst og kultur overhovedet.
Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.
